Året er ved at rinde ud. På falderebet har vi spurgt kommunikatør Jesper Kunde, direktør for Kunde & Co, hvordan han tror, det næste år vil tegne sig for reklame- og markedsføringsbranchen:
– Det har været et rigtig dårligt år, hvor alle – også os selv – har måttet kæmpe ekstra hårdt for at holde forretningen i gang. Jeg tror, at vi i det kommende år vil se flere bureauer bukke under, og så vil vi se en branche i forandring, hvor der vil ske udskiftninger og omrokeringer mange steder, siger Jesper Kunde.
Hvad baserer du den tese på?
– Især konsulenter, kontaktchefer og øvrige, der er i involveret i af skaffe kunder, har været under et enormt pres i forsøget på at lande nye og ekstra projekter, alt imens de også har skullet passe eksisterende kunder, som har stillet andre krav end tidligere. Det har givet et tydeligt billede af, hvem der har haft mod og været gode til at performe, og hvem der ikke har.
– Samtidig har branchen før krisen været præget af en enorm vækst, der har bevirket, at lønningerne er steget støt for flere faggruppers vedkommende. Men nu, hvor fortjenesten er sværere at hente hjem, vil der komme et krav om, at lønniveau og ydelse skal hænge sammen.
Vil du selv stille det krav til dig selv og dine medarbejdere?
– Ja, det vil jeg, og det har jeg i øvrigt altid gjort. Der bliver nødt til at være en rimelig sammenhæng mellem den indsats, der lægges for dagen, og den løn, der udbetales. Det er konsulenterne og kontaktcheferne, der kommer til at stå for skud i de tider, vi gennemlever nu, og jeg tror, at det specielt vil være inden for denne faggruppe, at vi vil se de største og mest markante omrokeringer i løbet af 2010.
Hvad ser du som det vigtigste mål for 2010?
– Fremdrift bliver altafgørende efter et år, som har givet branchen en ordentlig rystetur, og bureauerne bør satse på dem, som har bevist, at de har været i stand til modstå presset, slutter Jesper Kunde.