Codans igangværende kampagne i dagspressen om CodanCare produktet er produceret af Kunde & Co. selskabet Substans. Men det betyder ikke, at Codan har besluttet at forlade Agitator til fordel for Substans, understreger koncernmarketingchef Jørgen Thau.
– Vi arbejder på et projekt om at etablere en fælles nordisk kommunikations-platform sammen med TryggHansa, og dette projekt er Jesper Kunde rådgiver på. Hvem der i sidste ende skal eksekvere en fælles nordisk plaform, er der ikke truffet nogen beslutning om. Når samarbejdet med Agitator formelt er opsagt, er det for at være fritstillet, når vores bureau-partner skal vælges, siger Jørgen Thau.
Den aktuelle kampagne er foranlediget af den debat, der har stået på i et stykke tid omkring omsorgsløsninger for medarbejdere.
– Vi fandt, at markedet er modent til at snakke om omsorgsløsninger, og vi har i høj grad selv været med i debatten. Derfor ville vi godt markere os, og i den forbindelse blev Substans spurgt, om de ville løse opgaven. Men heri ligger der ingen udmelding om fremtidig bureau-partner – den beslutning træffes først senere, siger Jørgen Thau. fin