OPDATERET: Fantasien plejer ikke at fejle noget, når turismeorganisationen VisitDenmark søsætter reklamekampagner for at friste franskmænd, svenskere, amerikanere og andre nationaliteter med Danmarks lyksaligheder.
Ikke mindst de kampagner, der retter sig mod vore brødre og søstre i Norge, byder ofte på kreative ideer, og lige nu er organisationen aktuel med en kampagne, der skal sælge Danmark – ikke til børnefamilierne, men til voksne norske par og venner på ferie uden børn.
Historien handler om en kendt nordmand, der flygter fra sin depression på en museumsvæg i Oslo for at nyde livet på en ferie i Danmark.
Gennem en serie af små film vil nordmændene følge figuren, der tager færgen til Danmark, hvor han fra at være angstfuld og deprimeret ændrer sig til at blive lykkelig i løbet af sin ferie i Danmark.
– Han har i over 100 år været en populær, norsk museumsgenstand, og vi tænkte, at det var på tide, at han fik lov til at hygge sig på en velfortjent Danmarksferie. Derfor tog vi ham med og lod ham opleve det bedste og meste af det, Danmark har at byde på, siger markedschef Vidar Mørch, VisitDenmark om grundidéen til VisitDenmarks nye kampagne i Norge.
Den angstfulde og deprimerede nordmand – der, som de flere nok for længst har opdaget, skal forestille den blege og forskrækkede figur i Edvard Munchs maleri ”Skriget” – besøger i løbet af sin ferie en række forskellige destinationer i Danmark, hvor han langsomt vil finde ud af, at det er dejligt at være norsk i Danmark, som det norske VisitDenmark-slogan har lydt i 30 år.
Dansk bureau bag
Bag en del af arbejdet med kampagnen står det dansk/schweiziske medie production-bureau Gaffa Media, og det hele startede med et opkald fra det norske bureau The Directory, der står bag redigering og post production på filmene.
De havde hørt om Gaffa Media gennem en af deres kunder og ville gerne hyre virksomheden som produktionsselskab på kampagnen i Danmark, og det var en spændende opgave, fortæller Klaus Pedersen, kreativ direktør og indehaver af bureauet.
– Det var en stor fornøjelse for os at deltage i det nordiske samarbejde med The Directory og VisitDenmark. At blive valgt til at hjælpe VisitDenmarks norske afdeling med at promovere Danmark over for norske turister svarer jo til, at Morten Olsen kommer og prikker dig på skulderen til landsholdet. Vi ser det som en stor ære og er rigtig glade for at have haft mulighed for at vise nogle af alle de smukke steder vi har i Danmark, siger han.
Kampagnen blev lanceret med et take over på norsk YouTube i sidste uge, og følges i den kommende tid op med video- og bannerannoncering på Google og Facebook.
Partnere på kampagnen er Stena Line, Color Line og Fjor Line, samt 10 danske destinationer og kommercielle aktører.
Du kan se kampagnesitet her og se en af kampagnefilmene her.