– Vi har en tro på, at kreative mennesker er ligesom en tragt, hvor der gerne skulle komme en maggiterning ud i bunden. Men for at der kan det, skal der fyldes en masse indtryk i den – indtryk som inspirerer, og indtryk der blandt andet kan være af kulturel og kunstnerisk karakter.

Sådan siger Leif Bojesen, direktør på Aakjærs Reklame & Designbureau, om det faktum at bureauet siden efteråret 98 har haft et galleri tilknyttet. I åbningstiden fungerer bureauets reception og to mødelokaler – når der ikke lige er kundemøder – nemlig som galleri.

I denne måned er der for eksempel Johnny Madsen og hans kone Margit Enggaard Poulsen på tapetet. Og det både fordi Leif Bojesen og ejeren Ole Aakjær er glade for hans musik, men også fordi de håber, at Johnny Madsen kan være med til at profilere bureauet.

Fylder mere i tragten

Omvendt er Leif Bojesen heller ikke i tvivl om, at bureauets kreative medarbejdere kan lære meget af kunstens verden.

– En kunstner har ikke bundlinieansvar – han laver det han selv godt kan li’. Og det mener jeg vi kan lære noget af. Selvfølgelig er vores virkelighed langt mere kommerciel – for vi er jo afhængige af kunder og deres ønsker – men jeg kan nu godt li’ tanken, siger Leif Bojesen og tilføjer, at bureauet har 5-6 udstillinger årligt, og at de på den måde prøver at få kunstens og reklamens verden til at nå hinanden.

– Nogle vil måske hævde, at det er ren blasfemi. Men grundlæggende handler vores forretning om at bruge kommunikation til at få folk til at mødes. Og det er galleriet et godt eksempel på. For med galleriet bringer vi kunsten ind i den kommercielle verden og får rigtige fremmede mennesker ind i noget så verdensfjernt som et reklamebureau. Det inspirerer os og giver os en mere engageret holdning til det vi laver, og dem vi laver det for, understreger direktøren og kommer med et eksempel på, hvordan de bruger kunsten i hverdagen.

– Når muligheden byder sig, sætter vi en kunstner til at illustrere i stedet for at lade en kreativ gøre det på mac’en. For på mac’en laver man ofte det samme, som andre også kan, hvorimod en billedkunstners arbejde er mere unikt.

Leif Bojesen fortæller, at bureuaet primært udstiller billedkunst og skulpturer, fordi det interesserer dem. Han er ikke bange for, at galleri-projektet skræmmer kunderne væk men mener derimod, at det udbygger kreativiteten og således kommer kunderne til gode.

– Det signalerer at vi har et bredere udsyn, og i sidste ende kommer det også kunderne til gode, fordi de kreative får fyldt noget mere i tragten, fastholder Leif Bojesen.

Aakjær.jpg