Den tidligere bestyrelsesformand i IT Factory Asger Jensby bliver ifølge Børsens oplysninger gransket for i de to år op til konkursen i IT Factory at have trukket op imod 5 mio. kr. ud af sine forskellige selskaber uden at oplyse det til skifteretten i Norge.Kuratorerne på hans personlige konkursbo i Norge og på IT Factorys konkursbo i Danmark har ikke fundet dokumentation for, at pengene skulle være brugt, hvorfor de nu undersøger, om pengene i stedet er stukket til side.
Ifølge en skrivelse fra den norske kurator Thorbjørn Gjølstad Jr. til Tingretten i Jensbys norske hjemby Kongsvinger er man nu ved at undersøge pengestrømme med meget store beløb.
– Videre udestår i princippet at undersøge diverse pengetransaktioner de sidste år mellem Jensby og de forskellige selskaber, han har været involveret i. I den sammenhæng har bobestyreren modtaget kontoudskrifter fra Danske Bank, som viser mange store overførsler til/fra Jensbys konti, påpeger Thorbjørn Gjølstad Jr. over for Tingretten.
Borsen.dk