Markedet for kurser og kommunikation er blandt de første, der barberes i krisetider, men det fik ikke Lars Sander Matjeka til at tøve, da han fik chancen for at blive ny adm. direktør for kursus- og konferencevirksomheden Confex Danmark A/S.
Den 39-årige tidligere marketing- og kommunikationsdirektør hos SAS Institute ser muligheder i et marked, de fleste betragter som underdrejet. Hvis man kan skabe ”læringsoplevelser” i familie med ”oplevelsesøkonomien” er der stadig muligheder for at tjene penge, mener han.
– Der er penge i kurser og oplevelsesøkonomi, fordi folk gerne vil inspireres. De vil tales med og ikke tales til. Folk er rigtig, rigtig trætte af at komme på tørre kurser, hvor man fodres med data i otte timer. Den sti betræder vi ikke, siger Lars Sander Matjeka.
Mange selv nok så gode powerpoints og envejskommunikation dur ikke længere, mener han. ”Vi mennesker vil interagere, vi vil høres, vi vil udfordres og selvudvikle, længere er den vel ikke.”
– Lige så snart en talemaskine med envejskommunikation går i gang, tjekker folk ud. De tænder deres mobile enheder og tjekker ind der, hvor de har online-interesser, og det er evidens nok for mig til at mene, at vi skal gå andre veje. Involvering er nøgleordet, fortsætter Matjeka.
Men at kalde kurser for en del af oplevelsesøkonomien?
– Oplevelsesøkonomi og kurser er i familie, når vi erkender, at vi involverer og stimulerer alle menneskets sanser. Nogle skal lytte, nogle skal se, nogle skal have fingrene ned i materien. Vi kalder det for oplevelsesbaseret læring.
Bliv lidt mere konkret.
– Nogle gange beder vi kursisterne skabe cases før selve kurset, nogle gange udvikler vi under kurset, og endelig kan vi bede folk om at arbejde med cases efterfølgende. Det er engagementet, involveringen, der gør forskellen. Det er ofte i workshops, kursisterne får mest med sig hjem, og derfor er workshops en vigtigt del af vores metode.
Men markedet for kurser har været vigende?
– Det er rigtigt, at markedet stort set faldt sammen, da krisen ramte os i 2008. Først holdt  de private virksomheder igen med kursusinvesteringerne, og med godt et års forsinkelse fulgte det offentlige efter. Men den strategi holder kun kort. Hvis man ikke stimulerer sine medarbejdere, ender de med at underpræstere – eller skifte arbejdsplads.
– På den lange bane er det sund fornuft at investere i medarbejderne, og uanset hvor meget, vi taler krisen op, så er kursusmarkedet stadig i omegnen af 10 mia. kr. årligt. Der er stadig plads til de rigtige kursusudbydere, slutter Lars Sander Matjeka.