Der venter kursfald forude på det danske aktiemarked og efter lukkedagene i sidste uge også mandag. Det vurderer Aktieugebrevet, der dog ikke venter en nedsmeltning.
– Efter det danske aktiemarked holdt lukket både torsdag og fredag, er de amerikanske aktier nærmest styrtdykket. Og især efter den højst besynderlige lukkedag fredag står de danske aktier til at falde 2-4 pct. mandag formiddag. Vi anser det for uundgåeligt, at C20-indeks denne gang falder under støtteniveauet i 450, som har holdt stand siden årsskiftet, og det kan i sig selv udløse en selvforstærkende nedtur, skriver ugebrevet.
Der venter dog ikke en nedsmeltning forude, men ugebrevet venter under alle omstændigheder, at aktiemarkederne de kommende måneder vil indarbejde en ny økonomisk opbremsning i værdiansættelserne. Der vil dog blive tale om en “stille og rolig aktienedtur”.
Af de større aktier ser Aktieugebrevet størst risiko i aktier som FLSmidth, A.P. Møller-Mærsk, D/S Norden, DSV, Pandora, Rockwool, Vestas, GN Store Nord (GN Netcom) og alle bankaktierne.