Finanstilsynet har anmeldt en aktiekommentator ved et trykt medie til politiet for gentagne tilfælde af kursmanipulation i forbindelse med analyser af børsnoterede selskaber.
Tilsynets undersøgelse af sagen indikerer, at den pågældende har tjent omkring 2,3 millioner kroner på at handle med aktier, som kommentatoren samtidig anbefalede i sine artikler.
Aktieanalyserne havde typisk karakter af købs-anbefalinger af illikvide børsnoterede aktier, som ifølge kommentatoren skulle indeholde et stort kurspotentiale på længere sigt, ofte med en tidshorisont på 1-3 år.
I flere tilfælde steg kursen på aktierne 10-15 procent umiddelbart efter offentliggørelsen af aktieanalyserne.
/ritzau/