Sidste år blev statsstøtte for 244,5 millioner kroner givet til organisationer håndplukket af embedsmænd i strid med forvaltningsprincipper om konkurrence eller åbenhed.

Det viser aktindsigter, som Politiken har fået om samtlige ministeriers brug af de såkaldte tildelingspuljer, som kun udvalgte organisationer og kommuner kender til og har mulighed for at søge.

Tidligere i år afskaffede socialminister Manu Sareen (R) ministeriets brug af de lukkede puljer for at skabe “fuld gennemsigtighed” og sikre, at alle får “lige og fair” adgang til at søge statsmidler.

Det skete efter omfattende kritik af den såkaldte Zornigsag, hvor en udvalgt organisation blev særbehandlet.

Socialministeriet, som i 2013 uddelte 77 millioner kroner i lukkede puljer, er imidlertid ikke alene om den kritiserede praksis.

Udenrigsministeriet uddelte nemlig sidste år 95,6 millioner kroner i lukkede puljer, By og- Boligministeriet fordelte 60,6 millioner kroner og Sundhedsministeriet 11,3 millioner kroner, skriver Politiken fredag.

/ritzau/Politiken