10 betjente kasser, 125 medarbejdere, åbent hver dag fra klokken 8 om morgenen til 3 om natten, udelukkende betaling med kort. Og varer, der primært er økologiske.
Det er nogle af elementerne i den nyeste Kvickly, der åbner i Roskilde den 29. juni.
Det sker nærmere bestemt på Roskilde Festivalen, der har ønsket en partner, der kunne sikre flere økologiske og bæredygtige varer til festivalgæsterne. Valget er faldet på Kvickly, der er den varehuskæde, der har det største udvalg inden for økologi.
– Vi synes det er et spændende projekt, dels fordi vi kan bruge det som en slags eksperimentarium, dels fordi det kan være med til at tydeliggøre Kvicklys profil, som det moderne varehus, der lægger stor vægt på ansvarlighed, siger kædedirektør Per Thau, Kvickly.
Sektionsleder, Lars Orlamundt, Roskilde Festival, siger:
– Vi er glade for, at Kvickly er gået ind med dette ambitiøse projekt, som giver vores gæster en væsentlig service forbedring og som vil gøre det lettere at købe sundt, økologisk og fair trade på festivalen.
Butikken ledes af varehuschef Max Skov Hansen, Kvickly Hyrdehøj i Roskilde.
Talstærk opdækning
Og det bliver 125 af primært hans egne medarbejdere, der skal passe varehuset.
De fleste af dem vil under festivalen bo i en særlig Kvickly Camp, der består af 75 ens telte.
– Interessen for at arbejde i Kvickly på Roskilde Festivalen har været ekstrem stor. Og det er alle medarbejdergrupper: Både slagtere, bagere, fiskefolk og ungarbejdere, der hver vil arbejde godt et døgn i alt på festivalen, siger Max Skov Hansen.
Butikken vil hver morgen få friskbagt brød fra Kvicklys eget bageri i Hyrdehøj, og gennem hele dagen vil der komme friske forsyninger af kød til grill, frugt og grønt, økologisk mælk og andre dagligvarer.
Priserne bliver de samme som i et almindeligt Kvickly varehus.
sit