– Sådan nogle billeder kunne jeg aldrig have lavet, griner Hans Ole og læner sig ind over bordet.
– Man kan tydeligt se, at du har kærligheden med i det, og at det er dit univers. De har det endelige touch, de skal ha. Det er rent, skarpt og lækkert – ja, sådan nærmest i en lidt international stil. Det er den perfekte verden og meget iscenesat.
Stine bryder ind.
– Jamen, det er dine jo også.
– Ja, helt sikkert – det er de alle sammen. Men jeg har en helt anden æstetik – jeg er langt mere rodet i min stil. Og jeg er egentlig meget fascineret af det, jeg ikke selv kan lave. Men jeg kan nu bedst li det her. Det er fedt, siger han om Stines closeup af et pigeansigt. En bestillingsopgave om makeup til Eurowoman for godt to år siden.
– Det er garanteret, fordi du synes det er provokerende.
– Nahj … jeg kan godt li at det er så skarpt, og at du bruger de ægte farver. Det gør det meget sandfærdigt. Men, jo – det er i virkeligheden ret provokerende, at hun kigger ud af billedet i stedet for ind i kameraet.
– Ja. Og jeg er faktisk god til piger, mener Stine.
– Jeg er i det hele taget en stylet fotograf og vild med det enormt iscenesatte med en enkel lyssætning. Totalt ordensduks. Jeg tænker ikke så meget i historier som du gør, men til gengæld elsker jeg at lave sådan noget beauty-noget, hvor jeg skal nusse og kreere, smiler hun og forklarer, at det andet billede er taget oppe på et tag og med filter.
Hans Ole er ikke i tvivl.
– Der burde simpelthen være nogle flere pige-fotografer. Piger har nemlig et helt andet formsprog end mænd. De er meget mere enkle og rene i deres udtryk. Og enten lykkes det eller også gør det ikke – for rent teknisk er det jo ikke vanskeligt, understreger han.
– Nej, jeg er bestemt ikke særlig teknisk orienteret, siger Stine.
– Jeg går stadig i mørkekammer og kopierer fremfor at bruge computer og digitalkamera – og jeg ved, at det holder. Fuldstændig ligesom at der er bedre lyd på de originale LPer i forhold til CDer.
– Ja, det er jeg så ikke helt enig i. Det er 40 gange nemmere at arbejde med digitalkamera, og du får altså nogle lige så rene billeder. Men papirstrukturen kan du ikke få frem digitalt – og derfor bruger jeg selvfølgelig også mørkekammer, forklarer han og siger, at det er tilfældet med de to billeder, han har taget frem fra mappen. Det ene er fra coveret til CV Jørgensens “Sjælland“, og her har Stine en velkendt kommentar:
– Sådan et billede ville jeg aldrig kunne lave. Jeg ville have gjort ham meget mere smuk og være gået tættere på. Men det er et kanon flot og rent billede – og baggrunden … den er jeg vild med, griner hun og tilføjer, at det især er farverne og kontrasterne i billedet, hun synes er utrolig smukke.
– Det er taget hjemme bag hans hus i Birkerød. Og det var faktisk umuligt at komme tættere på ham – for det ville han ikke. Men det er også et forsøg på at vise dæmonen og frustrationen i hans indre univers, for det er det pladen handler om. Og så har jeg gjort ham lidt russisk ikon-agtig med den her lysende glorie omkring, fortæller han og siger, at den selvfølgelig er lavet efterfølgende på computer.
Hans Ole har også været på tur med Per Kirkeby for at tage billeder til hans nye bog “Stentryk“. På et af dem sidder Per Kirkeby og signerer en litografi.
– Igen ville jeg være gået tættere på og simpelthen have indhyllet ham i et af hans egne billeder. Men jeg kan rigtig godt li lysheden og enkelheden, siger Stine og læner sig tilbage.
– Jeg tænker på en anden måde end du gør. Jeg tænker meget i symboler. Og lige her – i en litografisk sammenhæng – er hans underskrift essentiel, og derfor er den i fokus. Desuden er Per Kirkeby offentligt en meget alvorlig person, der ikke vil udstilles som den muntre person han egentlig er.
– OK, men jeg ville stadig forsøge at gå tættere på. Til gengæld kan jeg godt li, at han er placeret i midten, men det irriterer mig, at billedet går ned i hans hoved. Jeg ville have lavet det meget mere grafisk enkelt.
– I min verden skal der være noget, der generer øjet. Noget der er grimt – for ellers er der ikke noget, der er smukt. Og så kan jeg godt li at ødelægge tingene, smågriner Hans Ole. Stine nikker og siger, at det kan hun godt følge, men også at hun slet ikke er til det computermanipulerede billede eller noget der har for mange effekter.
– Jeg kan li at underbygge det rene og det enkle. At arbejde roligt og med få mennesker. For eksempel via en enkel lyssætning som giver både struktur og form i billedet.
– Jeg er også vild med kun at bruge én lampe – og i det hele taget når det er simpelt ren teknisk. Alle de dér smarte effekter har jeg virkelig svært ved. Men der må altså stadig gerne være noget der generer, fastholder han og begynder at pakke sine billeder ned.
– Vi har da vist været ret pæne, konkluderer Stine.
– Tjah … men der var da heller ikke grund til andet, siger Hans Ole og mener, at de trods alt har meget til fælles i deres billedstil. Også selvom de er mand og kvinde.