Guleroden.dk og Tjenester.dk har i fællesskab købt den relativt nystartede portal for kvinder, Kvindeguiden.dk. Og selv om det er to mænd, der overtager den, vil Kvindeguiden.dk fortsat blive for kvinder – og lavet af kvinder.
– Kvindeguiden.dk vil naturligvis fortsætte med det indhold, som har ført siten derhen, hvor den er i dag. Jeg vil dog indføre et langt større redaktionelt indhold med mange flere artikler og desuden en brevkasse, hvor et panel besvarer spørgsmålene, udtaler den nye redaktør, Ann-Sofie Lyholm, der er psykologi-studerende.
Kurt Jacobsen fra Guleroden.dk er ikke i tvivl om, at de har gjort et godt køb – primært fordi kvindeguiden.dk er et veldrevet site.
– Der er god portion synergi i vores køb, da flertallet af kunderne på Guleroden er kvinder. Men derudover mener jeg også, at vi overtager et veldrevet site. Andre kvindeportaler har hidtil formået at markere sig kraftigere i medierne, men min vurdering er, at Kvindeguiden.dk er et af de bedste bud herhjemme, og at den fortjener langt større opmærksomhed end den hidtil har fået, understreger han.
Lars Andersen fra Tjenester.dk tilslutter sig holdningen, idet han mener, at der er et stort vækstpotentiale i Kvindeguiden.dk. cnb