Kvindekanalen.dk har været under hårdt pres det sidste trekvarte år, og risikoen for en lukning af kanalen har ligget i luften hele denne tid. Nu har Tiscali besluttet sig for at lukke sitet.
Efter at World Online blev opkøbt af Tiscali, er der blevet stillet krav om, at alle aktiviteter i virksomheden skal være økonomisk profitable. Det er en udvikling, som den nuværende ledelse allerede indledte for et år siden, da mange af World Online portalens daværende underkanaler. Sport, Kultur, Musik, Rejser, Fritid, IT & Viden og Live er blevet lukket, fordi de ingen indtjening gav. Kvindekanalen.dk overlevede sammen med Nyheder, som blev til World Radar og Film, det tidligere Scope.dk, fordi disse tre kanaler havde flere besøgende end de andre og derved størst indtjeningspotentiale.
I de seneste måneder er markedsvilkårene blevet yderligere forværret, bannerpriser er raslet ned og den forventede indtjening er udeblevet. Da Tiscali ikke har været i stand til at finde en overbevisende forretningsmodel, der har kunne gøre Kvindekanalen.dk profitabel selv på længere sigt, er den derfor blevet lukket.
Kvindekanalen.dk vil stadig ligge på nettet frem til den 8. august 2001, men uden at blive opdateret. I tiden indtil da har man stadig mulighed for at gå ind og læse/hente artiklerne og gøre brug af de mange nyttige links på Kvindekanalen, som gik i luften den 8. marts 2000. jür