Flere forhenværende medarbejdere med deres faglige organisationer og advokater i ryggen retter en skarp kritik mod den øverste ledelse af den økonomisk trængte kvindeportal SheVita, skriver Jyllands-Posten. Først og fremmest efterlyser de tidligere ansatte at få udbetalt løn for én eller flere måneder. Derudover udtrykker de stor skuffelse over den behandling, som de har fået af bestyrelsen.
Dansk Journalistforbund og HK i København kører inkassosager mod SheVita. Det sker med henvisning til, at der er medlemmer, som har arbejdet hos internetportalen, der ikke har modtaget deres løn. Organisationerne har truet med konkursbegæringer.
SheVita oplevede tidligere i foråret et kuldsejlet fusionsprojekt med en anden kvindeportal, WhyCare. I øjeblikket arbejdes der med at få nye partnere i ejerkredsen, som i dag består af fem ejere.