Bliver der fløjkrig i de danske hjem, når bolden ruller ved VM, og fjernsynet lokker fodboldelskende mænd med daglige kampe fra Sydafrika? Tværtimod…
Her kort før slutrunden fløjtes i gang i Sydafrika, har Magasin gennemført en undersøgelse blandt sine kunder, og den afslører, hvorledes kønnene forholder sig til mændenes tv-forbrug under VM – og ikke mindst hvorledes mændene kan kompensere deres koner og kærester for manglende nærvær, når de den næste måned dedikerer en stor del af deres tid og hengivenhed til Agger, Bendtner og Poulsen.
Undersøgelsen, som bygger på mere end 22.000 besvarelser ud af Magasin kortkunde-database, der indeholder over 100.000 navne, viser, at de danske mænd i gennemsnit regner med at skulle se 95 minutters tv-fodbold, altså en fuld fodboldkamp inklusiv tillægstid, hver dag under verdensmesterskabet.
Temmelig overraskende regner deres bedre halvdele imidlertid med, at mændene faktisk skal se endnu mere tv-fodbold end dette: Helt præcist 102 minutter.
Mest privilegerede er de fynske mænd, som selv forestiller sig, at de skal se 86 minutters daglig VM-fodbold – mens de fynske kvinder på overbærende vis antager, at deres mænd eller kærester skal sidde foran skærmen 106 minutter hver dag under fodboldmesterskabet.
Kvindernes generøsitet i forhold til forbruget af fjernsynsfodbold den næste måned kommer dog ikke bag på livsstilsekspert Anne Glad fra reklamebureauet Sunrise og DR-programmet Kender du typen?:
– Det her fodbold-VM en af de sportsbegivenheder, alle kvinder kan forstå: Det er fodbold, det er landshold og Danmark deltager selv. I øvrigt har det nuværende landshold større appel til kvinderne, end vi tidligere har set, siger hun.
De promenerer med barnevognene ved træningslejren i Vedbæk og udtaler, at de vil savne ungerne, mens de er i Sydafrika. Moderne mænd, som hviler i forældrerollen. Det kan dog være, det ændrer sig med forståelsen, hvis Danmark bliver tidligt slået ud, fortsætter Anne Glad.
Kompensationsgaver
Undersøgelsen viser desuden, at mere end hver femte af førnævnte fynske mænd er villig til at yde en ekstra tørn husligt arbejde for at få lov at se VM-fodbold med god samvittighed. Den model er kun halvt så mange københavnske mænd med på.
På landsplan tror mændene mest på klassiske kærestegaver som blomster, restaurantbesøg og chokolade som kompensation til deres bedre halvdel for en måneds fodboldapati.
Hvis man spørger kvinderne, så er de helt med på mændenes prioriteringer med hensyn til blomster og middage i byen som velvalgte forkælelsesgaver under VM – men i stedet for chokolade, foretrækker kvinderne nyt tøj eller lingeri fra deres fodboldtossede mænd.
Undersøgelsen siger intet om, hvor megen tid kvinderne selv agter at tilbringe foran VM-skærmen. Det har Magasin ikke fundet interessant.
Magasins investering i denne form for kommunikation er et resultat af et samarbejde med Lead Agency, der anbefaler, at man kommunikerer generøst med kunderne, snarere end stopper et tilbud på tre håndklæder til 300 kroner ned i halsen på dem. Opmærksomhedens skabes via relevansen og generøsiteten, og det er unægtelig så sandt, som det er skrevet.
I sidste måned viste en tilsvarende undersøgelse, at danske mænd regner med at vende tilbage til Speedo-shortsene, hvilket damerne er knap så enige i visdommen i. Også det er som skåret ud af Anne Glads ”Kender du typen.”