Kvinder bekymrer sig mere om fremtiden end mænd. Ud over lønforskelle er
det den vigtigste forklaring på, at mænds forsikringsdækninger i tilfælde
af død eller invaliditet er markant større end kvinders. Det viser tal og
analyser fra Nordea.
– Erfaringerne fra vores kunderådgivere er, at kvinder er mere bekymrede
for fremtiden end mænd, og kvinderne er omhyggelige med at sørge for deres
egen tryghed. Derfor ser de på, hvad deres mænd har af forsikringer, så de
er sikret, hvis manden dør. Der er mænd knap så bekymrede. Så
kvindebekymring fylder noget i det spil, og analyser viser, at kvinder
generelt er mere bekymrede end mænd, siger underdirektør i Nordea Pension,
Mia Aamund.
Især i aldersgruppen 30 til 50 år er der store forskelle mellem kønnene.
De beløb, som mænds forsikringer vil udløse i tilfælde af død eller tab af
erhvervsevne, er 30 til 40 procent højere end kvindernes. Omkring 10
procent kan ikke forklares ved lønforskelle.
/ritzau/