I fremtiden sætter kvinderne sig suverænt på købekraften, også når det gælder traditionelt mandlige domæner. Et faktum, som især elektronikindustrien forsøger at indrette sig på. Forskningsprojektet female interaction har gennem tre år udforsket, hvad der motiverer kvinder til at bruge avanceret elektronik. Nu er resultaterne klar til offentliggørelse
Og det sker den 8. november, hvor Dansk Design Center ubetinget bekender sig til kvindernes regimente. Under overskriften ”Kvinder er dit nye marked” afslører designforskningsprojektet ”female interaction” på en heldagskonference nemlig bundlinjen af tre års studier og udvikling af innovationsmetoder til at skabe teknologi på kvinders præmisser.
– Udviklingsafdelinger over hele verden river sig i håret i disse år, fortæller leder af female interaction, design director Klaus Schroeder, design-people.
– Ifølge Boston Consulting Group vil kvinder i 2028 kontrollere 72 pct. af verdens samlede privatforbrug – også indenfor hjemmeelektronik og kommunikationsteknologi. Men tilsyneladende er kvinderne ikke specielt begejstrede for mange af de højteknologiske produkter, der findes i dag. Det er den hemmelige kode til kvindernes hjerter, vi i projektet har forsøgt at knække – og anvise nye veje til at skabe produkter til hende.
Ny værktøjskasse og koncepter
”Female interaction” har udviklet en værktøjskasse til brug for især udviklingsafdelinger, der skal blive klogere på kønnenes forskellige tilgange til teknologi og handle på det. En proces, der ikke bare indebærer et feminiseret ydre, men også nye brugskoncepter, funktioner, ny interaktion og nye måder at kommunikere produktets fordele på.
På baggrund af mange hundrede kvinders respons under brugerbesøg, telefoninterviews og fokusgrupper har projektteamet skabt en segmenteringsmodel med 4 forskellige typer af kvindelige teknologibrugere.
Desuden har forskere og designere i samarbejde med de deltagende virksomheder B&O, Danfoss og GN Netcom redefineret eksisterende produkter. De nye koncepter er designet på baggrund af ny viden om kvinders motivationer og barrierer overfor elektronik, som projektet har skabt. De tre show cases viser konkret, hvordan innovation med kvinder som fokus kan åbne nye muligheder.
Do it yourself
Det er vigtigt for Dansk Design Center, at konferencen inspirerer virksomheder til at anvende den viden og de innovationsmetoder, som ”female interaction” projektet har skabt.
Derfor er en væsentlig del af konferencen en workshop, hvor deltagerne arbejder med at bruge metoder fra ”female interaction” til at blotlægge kvindelige innovationspotentialer ved egne konkrete produkter.
Konferencen ”Kvinder er dit nye marked” markerer også, at Dansk Design Center ønsker at sætte fokus på kvinderne som fremtidens marked for elektronikindustrien.
– Design af teknologi til kvinder har et enormt potentiale, siger konstitueret adm. direktør for Dansk Design Center, Merete Brunander.
– Der er ingen tvivl om, at fremtidens største teknologiske succes’er vil være koncepter og produkter målrettet kvinders behov. Derfor falder ”female interaction” helt i tråd med vores eget ønske om at sætte fokus på kønsspecifik innovation indenfor teknologi.
Tid og sted
”Kvinder dit nye marked” afholdes 8. november kl. 9 til 16 hos Dansk Design Center, HC Andersens Boulevard 27, DK 1553 København V og gennemføres på engelsk.
Blandt oplægsholderne er ekspert i ”Womenomics” og tidl. PR- og kommunikationschef for Bang & Olufsen, Helle Katholm Knutsen, og professor i kønsspecifik innovation Martina Schraudner, Fraunhofer Institut Berlin.
Det fulde program for ”Kvinder er dit nye marked” kan ses på Dansk Design Centers hjemmeside
www.ddc.dk.