Så er det slået fast: Kvinder taber lønkapløbet i den offentlige sektor, fordi det bedre kan betale sig at arbejde med teknik end med mennesker. Sådan lyder konklusionen i den længe ventede rapport fra Lønkommissionen, som Berlingske Tidende er kommet i besiddelse af. Rapporten viser, at pædagoger, socialpædagoger og sygeplejersker tjener omkring 30 procent mindre end ansatte i sammenlignelige fag domineret af mænd – eksempelvis kommunalt ansatte bygningskonstruktører og diplom-ingeniører. Det får nu fagbevægelsen til at rasle med konfliktvåbnet og kræve en plan for ligeløn ved de næste overenskomstforhandlinger.
– Ved næste års overenskomstforhandlinger skal vi have en 2020-plan for, hvordan vi sikrer ligeløn. Og der kommer pres på politikerne for at afsætte en ekstra pose penge, for det er ikke en opgave, vi kan løfte alene, siger Kirsten Nissen, formand for socialpædagogerne.
Berlingske Tidende side 1, Berlingske Business side 4-5.