Kvindeligt Selskab er stærkt forarget over en reklame for et nyt produkt. Det er firmaet bag energi-drikken Cult som netop nu er aktuel med en outdoor-kampagne for en alkohol-holdig udgave af den populære energidrik.
Reklamerne viser en nøgen dame og Kvindeligt Selskab har anmeldt selskabet til Forbrugerombudsmanden, fortæller Ekstra Bladet – som desuden kan fortælle, at en reklame med en nøgen mand var for fræk til Københavns Kommune og derfor ikke fik lov til at komme ud i gadebilledet. Kvindeligt Selskab opfordrer andre til også at anmelde reklamen, men Henrik Øst Andersson fra Cult tager anmeldelsen roligt. Han fortæller Ekstra Bladet, at firmaet er oppe mod store konkurrenter og derfor har valgt at gøre noget utraditionelt. Han noterer samtidig, at reklamen har givet megen omtale.