Går man ind på de to kvindesites Shevita og Whycare er der ingen opdaterede nyheder andet end datoen. Shevita har de sidste måneder forsøgt at sælge sitet. Bl.a. har man tilbudt den fyrede idemand til Shevita, Janne Pamsgaard, at overtage det for en million kroner, svarende til ca. 20 procent af den samlede investering.
WhyCare, der har Malene Brandt som ophavsmand, er også i gang med at sælge sitet eller afvikle det til anden side. Det er endnu usikkert, hvilken skæbne de to sites får. Malene Brandt, der i løbet af sommeren skiftede til TV2.dk har ingen kommentarer til Whycares fremtid.
Årsagen til nedgangen blandt de to sites er bl.a., at annoncemarkedet på internettet er gået mere eller mindre i stå. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra bestyrelsen bag de to sites.
I løbet af sommeren lukkede et andet kvindesites Kvindekanalen.dk, så det efterlader markedet for kvindestof på nettet til Oestrogen.dk, som er delvist ejet af Ekstra Bladet Internet. Hos Oestrogen.dk ser man dog ikke nogen grund til at skulle lave nedjusteringer.
– Vi har en sund forretning og frem for alt en aktiv målgruppe i vækst. Vi har ikke plus på, men det forventer vi at have det inden årets udgang, siger Hans Larsen, direktør for A/S Oestrogen.dk.
Oestrogen og TvDanmark har netop lavet et samarbejde om at have supplerende indhold om nogle af de kvinde relaterede emner som tv-stationen behandler. jür