Det nye fusionsbureau mellem Egeberg og Heimburger skal være et rart sted at være. Og hvor er der mere rart end i La Familia?
Det er i hvert fald filosofien bag det navn, som ledelsesgruppen nu har besluttet sig for. Et navn som er hentet i Egeberg-sfæren, idet denne del af fusionen for nogle år siden lancerede et samarbejde med det norske bureau La Familia og det svenske Enterprise.
– Den trekant er dog aldrig kommet til at fungere, og nu er Enterprise en del af DotZero, så der ligger ikke i valget af navn nogen som helst indikationer af et internationalt samarbejde. Vi foretrækker at se hele Grey-netværket som vores samarbejdsmuligheder, siger adm. dir. Morten Theil og fortsætter:
– Vi startede med 235 forslag, som relativt hurtigt blev reduceret til 6, og så endte vi med La Familia, som hele tiden havde ligget lige for. Men det har været en god ide at være hele vejen rundt. La Familia er dog det navn som bedst udtrykker de værdier, vi ønsker at komme til at stå for i markedet. Det rummer først og fremmest dimensioner af varme og menneskelighed, og bureauet skal være et rart sted at være for både medarbejdere, kollegaer og kunder. Men navnet rummer også noget italiensk lidenskab.
Morten Theil har sammen med ledelsesgruppen brugt et par uger på at gennemdrøfte fusionen og etablere nogle værdier, som blev præsenteret for medarbejderne i sidste uge, og som skal danne grundlag for etableringen af en profil. Han ønsker kort sagt, at bureauet skal tage sin egen medicin og skabe et brand.
Arbejdet har ført til nogle konkrete målsætninger:
Bureauet skal være blandt de 10 mest kendte, på Top 10 kreativt set, og personalet skal være byens gladeste. Men der er også mere kontante mål. For nok handler værdierne om menneskelighed, begejstring og kritisk sans, og om at det skal være sjovt, men det skal ikke være kreativitet for kreativitetens skyld. Målet er at tjene penge og at vokse. En bruttoavance på en mio. kr. pr. medarbejder er den klare målsætning her og nu, og der er indkøbt 75 skriveborde til 53 medarbejdere.
Midlet er en profil, som bygger på menneskelighed og nærmest familiemæssige værdier. Morten Theil bruger lidt provokerende udtrykket, at personalet er vigtigere end kunderne.
– Selvfølgelig er vi til for kundernes skyld. Men har vi et godt og begejstret personale, så kan vi skaffe kunderne. Har vi ikke, så mister vi kunderne, siger Morten Theil.
Han fremfører samtidig, at de kreative ideer bliver bedre, når de udspringer af et begejstret miljø, og dermed får han indirekte afleveret en kommentar til en igangværende diskussion om free-lancing contra ansættelse. For ham at se skal kreative være holdspillere.
KRITISK SANS
Den kritiske sans handler om at stille kritiske spørgsmål til kunderne.
– Vi skal undgå det rene leverandør-forhold, hvor vi blot modtager en ordre. Det handler om at få en relation, som er et egentligt partnerskab, og det kræver, at vi kan have en åben og fordomsfri dialog, og den fungerer bedst i et miljø præget af menneskelighed, siger Morten Theil og understreger, at de tre værdier – begejstring, menneskelighed og kritisk sans – som han karakteriserer som bureauets diskriminerende værdier, selvfølgelig skal fungere afstemt i forhold til hinanden. Ingen af dem må overdoseres.
De andre værdier, som bureauet skal operere på, betragter han mere som fundamentale adgangskrav til en plads i markedet. Det gælder f.eks. viden, troværdighed, strategi og kreativitet.
– Jeg vil ikke sige, at vi er på plads på alle værdier, men det må vi så arbejde på at komme, siger Morten Theil.
Specielt på kreativiteten erkender han, at bureauet har brug for et langt sejt træk.
– Vi er nok kendt som et meget marketing-orienteret bureau. Vi synes selv, at vi har masser af kreativitet og masser af talent, men vi må nok indrømme, at markedet ikke tildeler os en stærk profil på det område, og det skal vi så have ændret på. Ingen tvivl om, at vi ønsker at stå som et kreativt bureau. Ikke for kreativitetens skyld, men for pengenes skyld. Dels vores egne og dels kundernes. Den originale ide er den bedste metode til at trænge igennem kommunikations-støjen, siger Morten Theil.
Hans grundfilosofi for realiseringen af visionen, handler om at uddelegere.
– Jeg kan ikke realisere dette her. Men hvis de kreative kommer med et udspil til, hvordan vi får positioneret os stærkere kreativt, så kan jeg være med til at få det til at ske. Men alle skal være med, hvis dette skal lykkes, siger Morten Theil.