Sø- og Handelsretten har i dag dømt den engelske spiludbyder Ladbrokes for at have overtrådt markedsføringsloven i en retssag anlagt af Danske Spil. Ladbrokes blev dømt, fordi Ladbrokes i maj/juni 2008 gennemførte en dansk markedsføringskampagne under overskriften “Danske Spil Engelske odds”. I kampagnen indgik blandt andet denne tekst:
Hvad er Ladbrokes? Danske spil Samme spil/Samme tryghed Engelske odds Større gevinster/Bedre service.
Samtidig udtalte Ladbrokes, at man betaler overpris, når man spiller hos statens spillemonopol, og at Ladbrokes tilbyder nøjagtigt de samme spil med den samme høje sikkerhedsstandard som statsmonopolet, men blot til langt bedre odds og gevinstchancer.
Sø- og Handelsretten fastslår i sin dom, at Ladbrokes’ kampagne var uretmæssig, og at Ladbrokes derfor skal anerkende at have handlet i strid med markedsføringslovens regler om god skik, miskreditering og sammenlignende reklame.
Sø- og Handelsretten udtaler blandt andet:
– Ladbrokes har i sin kampagne markedsført sig med at have bedre service, samme tryghed, samme spil og større gevinster. Udtrykkene bedre service og samme tryghed er imidlertid subjektive udsagn, der ikke nærmere kan verificeres. Det findes endvidere ikke bevist, at Ladbrokes udbyder samme spil som Danske Spil, eller udbetaler større gevinster end Danske Spil. Størrelsen af vundne gevinster kan ikke verificeres ved hjælp af tilbagebetalingsprocenten. Ingen af udsagnene er herefter verificeret af Ladbrokes, og udsagnene er derfor i strid med markedsføringslovens § 5. Endvidere findes kampagnen at have indebåret en overtrædelse af markedsføringslovens §§ 1 og 3, ved at nedgøre og miskreditere Danske Spil og denne konkurrents renommé.
I samme afgørelse fandt retten, at en tv-reklame, Danske Spil tidligere året før havde benyttet, ikke levede op til markedsføringsloven.
Reklamen omtalte en filippinsk bookmaker og en cigarrygende kasinodirektør, hvilket kunne give associationer til mafiaen og dermed efter rettens vurdering give indtryk af, at udenlandske spiludbydere snyder spillerne og anvender mafialignende metoder.
Danske Spil er ikke enige i denne del af afgørelsen og overvejer nu at lade Højesteret efterprøve denne vurdering.
Ladbrokes havde også ønsket dom for, at Danske Spil skulle have overtrådt EU-reglerne (EF-Traktatens artikel 49), hvilket Sø- og Handelsretten imidlertid frifandt Danske Spil for.