Man kender det kun alt for godt: Den årlige vandren omkring juletræet til lyden af tante Ingers høje, men langtfra rene røst, fars ordløse brummen – og morfars vrissen over, at han altså for katten ikke kan holde sanghæfte og barnebarn i hånden på samme tid…
Men nu er der hjælp til de juleplagede danskere: Den mobile sangtjeneste ”Sync julen ind” som Flying Tiger Copenhagen har lanceret – med Robert/Boisen & Like-minded som bureaupartner – løser alle disse painpoints en gang for alle.
Søren Christensen, partner i Robert/Boisen & Like-minded, siger om kampagnen:
– Lanceringen af ”Sync julen ind” er den danske del af en større international julekampagne, vi har udviklet for Flying Tiger Copenhagen. Vi ved, at noget familiært, kombineret med noget overraskende, er en stærk cocktail i forhold til at skabe engagement og deling, og det ser det ud til, at vi i høj grad er lykkedes med i denne kampagne. Der er enormt mange, der tagger hele familien, hvilket har været sjovt at følge.
Allerede fine tal
Udgangspunktet er, at reklame i dag ikke bare handler om at sælge produkter, men i lige så høj grad om at skabe værdi og løse problemer for forbrugerne på en relevant – og i dette tilfælde humoristisk – måde.
Og det ser ud til at virke, som det skal:
Tjenesten blev lanceret den 15. november med en film på Facebook og YouTube, og kampagnen har allerede over en million visninger på de to platforme.
Den er blevet kommenteret over 8.000 gange og har en engagement rate på hele 6,4 procent, hvilket er 113 procent over gennemsnitlig benchmark.
Dertil kommer, at filmen har meget fine retention-tal: Samlet set har danskerne brugt mere end 250.000 minutter sammen med brandet, og det vækker naturligvis begejstring hos Mette Maix, der har været CEO for Flying Tiger Copenhagen siden august 2017.
Flere platforme
– Julen er rigtig vigtig for os kommercielt og ”Sync julen ind” er en del af en større kampagne, hvor vi på forskellige måder viser, at julen bare er lidt sjovere med Flying Tiger Copenhagen. Små finurlige overraskelser og et glimt i øjet er en del af vores DNA, og det har været virkelig dejligt at se, hvor meget danskerne har involveret sig i kampagnen, siger Mette Maix.
Kampagnen består ud over ”Sync julen ind” af en række kortere film, forskellige digitale eksekveringer og en stribe outdoor-eksekveringer.
Kampagnen er udviklet af Robert/Boisen & Like-minded og IUM har stået for medieplanlægningen.
Prøv selv her – og se film om ”Sync julen ind”.