Lærerne vinder kampen om de gode historier, lyder konklusionen i en ny analyse fra kommunikationsvirksomheden Operate.

Selskabet har analyseret alle artikler og indslag i de store landsdækkende dagblade og TV-kanaler i mediedatabasen Infomedia i perioden fra 7. december 2012 til 5. april 2013, hvor både ”KL” og ”lærerne” eller ”Danmarks Lærerforening” indgår.

– Lærerne har klart vundet slagsmålet i medierne. De har sat dagsordenen og har formået at flytte fokus fra indholdet til forhandlingsspillet, hvor det er lykkedes dem at fremstå mere forhandlingsvillige end KL. Det har givet dem en stor grad af sympati i offentligheden, lyder det fra Anders Dybdal, kommunikationsrådgiver hos Operate og ekstern lektor på Roskilde Universitet, i en pressemeddelelse.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kampen i medierne er ifølge kommunikationsrådgiveren afgørende, da den får betydning for konfliktens udfald. Jo mere populære lærerne bliver desto mere bliver regeringen nødt til at imødekomme deres krav, når – eller hvis – de griber ind i konflikten.

Forhandlingsfokus giver sympati

Analysen viser, at 4 ud af 10 af artiklerne hovedsageligt har handlet om forhandlingsspillet og ikke om indholdet i overenskomsten såsom arbejdstid eller ledelsesret.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

– Analysen understreger, hvor vigtigt det kan være at vinde kampen om forhandlingsspillet – hvis man vil vinde sympatien. Det er lykkedes for lærerne at vinde danskernes sympati ved at fremstille KL og regeringen som en uhellig alliance, der aldrig var reelt interesserede i at forhandle. Det er en væsentlig forklaring på, hvorfor de fleste danskere hepper på lærerne – selvom de mener, at der er brug for en ny arbejdstidsaftale, siger Anders Dybdal.

Den seneste undersøgelse fra Gallup for Berlingske Tidende bekræfter, at de fleste af danskerne sympatiserer med lærerne på trods af, at 45 procent bakker op om, at der er behov for en ny arbejdstidsaftale.