Forleden hentede fruen mig på torvet i Lyngby. Jeg stod og ventede ved en busbane, fordi jeg ikke tænkte nærmere over det, men efterfølgende konstaterede jeg, at alle vejsider på Lyngby Torv er smurt ind i – busbaner.
Det er klart, at i løbet af de 20 sekunder, det tog mig at lægge tasken ind i bilen, ankom en bus. Chaufføren savlede af raseri under moustachen, og alle ved Lyngby Torv vendte sig, thi chaufføren limede foden til hornet.
Pinligt, ikke sandt?
Elsker vi konflikter?
Nej, ikke for denne signatur. Jeg lukkede pænt bildøren igen og gik hen og bankede på bussens fordør. ”Knock-knock-knock,” men intet skete, og chaufføren sad nu og råbte inde fra bussen med de 25-30 passagerer bag sig og tudede rasende i hornet som en trodsig tøsedreng.
Tjah, hvad gør man? ”Knock-knock-knock” gentog jeg stadig ydmyg som en nonne omfavnet af Berninis kolonnader på Peterspladsen i Rom, og tvivlen bredte sig til chaufførens ansigt. Der var gået 45-50 sekunder, da han åbnede for døren, og jeg trådte op i bussen med det ene ben:
– Undskyld, min ven, sagde jeg venligt og underdanigt, hvilket er normalen for enhver redaktør. ”Jeg kan godt se, at jeg ikke burde holde her, men…
Længere nåede jeg ikke, før han hældte en skidtspand ud over mig om rettigheder, ulovligheder, grovheder, manglen på respekt for hans arbejde osv. osv. Der var nu gået 180 sekunder. Jeg ventede pænt, indtil galden nåede et acceptabelt niveau, og fortsatte:
Tonen er skinger
– Ja, jeg ved jo godt, jeg ikke må parkere i busbanen, men prøv at fortælle mig, om du bidrager til at løse problemet, eller optrappe konflikten?
Han forstod ikke en lyd, kunne jeg se, og mens han sad der med underkæben nede på brystet, tilføjede jeg: ”Tænk bare lidt over det, og må du få en rigtig dejlig dag.” På intet tidspunkt tangerede tonelejet niveauet hos slapperfløjen i BUPL.
Jeg gik ud og tilbage mod bilen, og der var nu gået fire minutter. På vej tilbage til bilen med en frustreret frue følte en midaldrende kvinde sig kaldet til at overfalde mig verbalt. ”Det ER bare for dårligt,” var det venligste, hun skreg ind i megafonen.
Jeg forsøgte igen: ”Jeg ved godt, at jeg ikke må parkere i busbanen, men prøv at fortælle mig, om du bidrager til at løse problemet, eller optrappe konflikten?” Hun skummer formentlig endnu, dette gode menneske med blussende kinder, brændende øjne, sunde sko og en fjeldræv på ryggen.
Inde-fra-og-ud-tankegangen
Hvad har det med marketing og kommunikation at gøre? Alt. Langt de fleste, der kommunikerer, gør det af hensyn til sig selv. Inde-fra-og-ud-tænkning er fundamentet, og resultatet er næsten altid uhensigtsmæssigt.
En anden læring er naturligvis, at man ikke kan diskutere med et menneske (eller et dyr), der har fråde om munden, og dér begik jeg naturligvis fejl nummer to, men det vidste jeg nu godt. En kalkuleret risiko, kalder jeg det.
Intentionen var og er en anden: Hvorfor er så lidt (kommerciel) kommunikation – eller journalistik for den sags skyld – skabt med henblik på at løse problemer, snarere end skabe dem? Altså tænkt fra bunden som ude-fra-og-ind. Jeg forstår det ikke….