Læserne flytter sig fra print til online, og det er den gode nyhed. Men printudgivelser har det helt enormt svært. Samlet set er over 540.000 printlæsere forsvundet, hvis vi sammenligner 2. & 3. kvartal 2012 med samme periode sidste år.

Dagbladene har tabt 249.000 og søndagsaviserne har mistet 288.000 læsere. Mediehusenes samlede læsertal, når print og online-medier lægges sammen, er ganske vist steget, men slet ikke i samme takt som printlæserne falder fra. Og da forretningen fortsat bæres af print, er udsigterne trøstesløse for de store mediehuse.

I Store Kongensgade kan Information dokumentere en lille fremgang på 4.000, mens de tre andre medie-darlings, Kristeligt Dagblad, Børsen og Weekendavisen, nu mister læsere. Det samme gælder de regionale dagblade, hvor dagbladene på Bornholm, Holstebro og på Fyn holder stand.

På den baggrund er det interessant, at schweiziske Tamedia har opkøbt metroXpress og 24timer. Koncernen er ligeledes gået ind i Luxembourg efter devisen, at de to lande har ”ordnede forhold”, politisk, økonomisk og socialt. Tamedia, der udgiver gratisaviserne ”20 minuten” og 31 andre dagblade samt 11 magasiner, lægger én milliard kroner på bundlinjen ud af en omsætning på syv mia. kr.

– Tamedias plan er, at metroXpress skal være landets klart største dagblad. Med god afstand til nummer to, siger Jonas Rathje, ansvarshavende redaktør på metroXpress og 24timer. “Det betyder, at metroXpress skal vokse med mindst 200.000 læsere – og helst mere.”

Tamedia overtager først de to danske gratisaviser 1. januar 2013, og derfor ser vi først til den tid, hvordan strategien folder sig ud. Men Tamedia er ikke kendt for at smide de eksperimenterende scweizerfranc rundt i manegen. Og ejerne har da meldt ud, at metroXpress og 24timer skal til at tjene penge inden for et par år. Desuden vil koncernen investere yderligere i online. Og sparerunder er endnu ikke meldt ud.

Man må håbe, at koncernen leverer ”ægte” online løsninger, strikket sammen specifikt til smartphones og tablets, og ikke de ynkelige løsninger, nogle danske mediehuse sætter i søen i disse tider. Her er tale om rene bladre-bare løsninger, der reelt blot er pdf-løsninger, hvilket tager sig ud som skoleblade i sammenligning med den ægte vare.

Børsen og Jyllands-Posten har taget de første skridt i den rigtige retning, mens Berlingske anvender en app, der er en slags mellemstation, men ægte integration mellem offline og online opnår ingen, før online-udgaven af printmediet har sin egen form på smartphones og tablets.

Og ingen uden for en snæver kreds ved, om Tamedia går hele vejen i Danmark. MetroXpress og 24timer har samlet mistet godt 110.000 læsere, men gratisaviser kan jo skrue på oplag og distributionen alt afhængig af, hvordan forretningsplanen ser ud. Hvis Tamedia investerer dramatisk i Danmark og løfter kvaliteten af indholdet, kan schweizernes indtog i Danmark vise sig at bidrage til svanesangen fra de andre betalte dagblade.

Ingen eksperter har ønsket at kommentere konsekvenserne af de faldende læsertal. Dertil er der for meget ”same-same” over virkeligheden, mens løsningerne ikke er i nærheden af at materialisere sig på tegnebrættet.