Det er ikke de store revolutioner, der præger læsertallene for 2. og 3. kvartal, som netop er blevet udsendt. For de fleste blade er perioden i år sammenlignet med samme periode sidste år på et niveau, der må karakteriseres som stabilt – når man tager statistisk usikkerhed i betragtning.
Undtagelserne skal findes hos gratisaviserne, Kristeligt Dagblad og Billed-Bladet.
MetroXpress opnår 40.000 flere læsere (509.000 i alt), mens Urban opnår 70.000 flere til i alt 426.000 læsere. Med læsertal som disse har de to aviser klart cementeret deres berettigelse i markedet.
Kristeligt Dagblad vokser fra 76.000 til 102.000 – en både talmæssig og procentuel flot fremgang, der afspejler væksten i oplag.
Billed-Bladet har kunnet notere en flot fremgang i oplag i oktober som følge af en royal forlovelse. Men faktisk noteres ugebladet allerede i 2. og 3. kvartal til en flot fremgang på 76.000 læsere til i alt 765.000.
Fra vores egen verden kan nævnes, at læsertallet for 2. og 3. kvartal giver premiere til Markedsføring. Så nu er vi med et slag gået fra at være bladet uden læsere – i hvert fald officielt – til at have 39.000 læsere. fin