I forbindelse med krigen i Irak har TvDanmark valgt at intensivere sin nyhedsdækning. Alle hverdage klokken 17.30 og klokken 22.55 sendes der ekstra nationale nyhedsudsendelser om krigen og dens følger både i Irak og i resten af verden. Det er første gang nogensinde at TvDanmark 2 bringer ekstra daglige nationale og internationale nyheder til hele landet.
TvDanmark 2s nyhedsafdeling har i forbindelse med krigen indgået et samarbejde med Reuters Bureau om billeddækning. Samtidig arbejdes der tæt sammen med Forsvarets TV og Forsvarsakademiet om analyser, baggrund og perspektivering. Udover det, har TvDanmark 2 også tæt kontakt til de internationale nødhjælpsorganisationer, der opererer i eller nær krigszonen.
De to daglige ekstraudsendelser varer 5 min., og de lokale TvDanmark 2 stationer i TvDanmark-netværket vil bidrage med lokale danske vinkler i de nationale ekstraudsendelser og som sædvanlig levere den daglige lokale nyhedsopdatering i Lokal Rapporten. Lokal Rapporten sendes, så længe krigen varer, direkte efter de nationale ekstraudsendelser.