På banen kæmper det danske fodboldlandhold konstant mod svingende resultater. Når holdet på næste fredag skal præstere mod lilleput-nationen Malta, har de kun alt at vinde.

Ikke kun på banen. For ud over, at holdet gerne skulle præstere fodboldmæssige resultater, og tilbagevinde danskernes støtte, skal de også overbevise mulige sponsorer.

Fra juli 2014 trækker Danske Bank sig som hovedsponsor, og derefter skulle en ny sponsor forhåbentlig være klar til at klistre sit logo på de rød-hvide trøjer.

Og selv om det kan være svært at se, er der stor værdi i at sponsorere landsholdet, lyder det fra Carsten Buhl, der er direktør i SponsorPeople.

– Helt firkantet sagt, så har de mulighed for at blive set og blive eksponeret. De får mulighed for at vise kvalitet og være en del af den nationale stolthed, siger han.

Carsten Buhl peger på typiske brancher som finansieringsselskaber, FMCG og teleselskaber som de mest oplagte emner til at blive landsholdets nye 12. mand.

Og de manglende point i VM-kvalifikationen, burde heller ikke afholde mulige sponsorer fra at give de 16 mio. kr., det koster at være hovedsponsor.

– Selvfølgelig vil de mere useriøse trække sig på grund af resultaterne. Men de professionelle brands vil ikke tænke over det. De vil måske endda se det som en mulighed for at være med til at vende skuden, siger Carsten Buhl.

Selvom Carsten Buhl nævner interessant brancher som mulige hovedsponsorer, vil han dog ikke sætte konkrete virksomhedsnavne på, hvem der kunne tænkes at tage roret efter Danske Bank.