Hvad har sportssko og bakkede danske landskaber med hinanden at gøre? Eller reolsystemer og Havnebadet på Islands Brygge for den sags skyld?

En hel del mere end man umiddelbart skulle tro, og lige nu er både den sønderjyske sko-gigant ECCO og design-møbelkæden BoConcept i luften med hver deres kampagne i samarbejde med turisme-organisationen VisitDenmark.

ECCO er aktuel med en lancerings-kampagne for en nye sportssko-model i ni markeder:

– Danmark er kendt i hele verden for innovativt design og høj kvalitet, hvilket også er en stor del af vores eget brand image. Derfor giver det rigtig god mening for os at samarbejde med VisitDenmark, siger Pernille Mønster, der er Global PR-Manager Sport hos ECCO.

Også hos BoConcept, der er i luften med en global kampagne for reolsystemet ”Copenhagen”, er co-brandingen en logisk vej at gå:

– Systemet er dansk design, det er fremstillet i Danmark, og vi er en dansk virksomhed. Vores forventninger til ”Copenhagen” er store, og derfor var det naturligt at vælge navnet Copenhagen for at få et tæt link mellem produktet og vores virksomhed, siger Digital Marketing Consultant Ulla Wiese fra BoConcept.

Værdifulde danske rødder

Det er ikke første gang, hverken ECCO og BoConcept vælger at indgå co-branding-samarbejde med VisitDenmark, og det hænger naturligvis sammen med, at tidligere satsninger har givet fine resultater.

ECCO kørte fx for et par år siden, sammen med VisitDenmark, kampagnen Experience ECCO – Discover Scandinavia i 25 markeder.

Målet var at lancere årets nye forårs-og sommerkollektion i butikkerne gennem et fokus på dansk design og livsstil, og det virkede: ECCO’s salg steg med +7 procent, butikstrafikken steg med +14 procent, og kampagnen resulterede i en konverteringsrate på +24 procent sammenlignet med året før.

Også BoConcept har gode erfaringer fra tidligere kampagner, og samtidig lykkes det VisitDenmark af få sine egne budskaber frem – organisationens brandingchef Anja Hartung Sfyrla, siger:

– Det tager tid at etablere relationer til virksomhederne, som ofte ikke har overvejet at samarbejde med os, eller hvad vi kan tilbyde dem. Men når først samarbejdet er etableret, og kampagnerne kører, har vi indtil videre kun gode erfaringer.

Du kan læse meget mere om, hvordan co-branding-samarbejdet foregår, få flere resultater – og læse om ECCO’s og BoConcepts aktuelle kampagner i det nye nummer af Markedsføring, der er på gaden i denne uge.