Godt én milliard kroner fra landdistriktsmidlerne går hvert år til at skabe mellem 500 og 700 arbejdspladser på landet. Det er hermed nogle af landets dyreste arbejdspladser at holde liv i, målt i offentlige tilskudskroner.
De penge kunne skabe langt flere arbejdspladser, hvis de blev brugt bedre, fremgår det af en ny opgørelse fra Fødevareøkonomisk Institut på Københavns Universitet. Det er mest projekter inden for miljø, landbrug, fødevareproduktion og skovbrug, som får støtte. –Vi får i dag forholdsvis få arbejdspladser for pengene ved at øremærke pengene til landbrugserhvervet. Der bliver hvert år færre arbejdspladser inden for landbruget, mens der eksempelvis er en stabil vækst inden for hotel- og restaurationsbranchen, som jo også er en branche, der er tilstede i hele landet, siger seniorforsker Jørgen Dejgård Jensen, der er medforfatter på rapporten.