Nykredit har arbejdet i et halvt år på at vurdere bureau-markedet, før man traf beslutningen om at forlade Young & Rubicam til fordel for Wibroe, Duckert & Partners. Men der har ikke været tale om en egentlig konkurrence. Fokus har været på at identificere kemien og bureauernes evne til at sætte sig ind i Nykredits problemstilling.
– Vi har gennem processen fået defineret den vej, vi skal følge, og nu går arbejdet så i gang med at udvikle løsninger. Hvornår man kommer til at se noget fra det nye bureau, vil jeg dog ikke udtale mig om, siger kommunikationsdirektør Nels Petersen og tilføjer om baggrunden for skiftet.
– Vi har haft et godt samarbejde med Y&R i seks år, og det går godt for virksomheden nu. Samtidig er der sket en betydelig udvikling på markedet, og konkurrencesituationen er en anden. Derfor er det godt tidspunkt til at overveje, om vi skal gøre noget andet. Samarbejdet med Y&R stopper derfor i god ro og orden.
Det vurderes dog i markedet at være en meget ubehagelig situation for Y&R, som endnu ikke har meldt ud, hvem der skal være bureauets nye adm. dir. For to måneder siden blev Joachim Rosenstand hentet til som ny kreativ direktør, og der blev meldt ud internt, at bureauet skulle fusioneres med dialog-bureauet Emerge, der holder til i samme bygning. Emerge’s direktør skulle så være ny adm. dir.
Men meddelelsen er nu kommet offentligt, og kilder i branchen siger, at Emerge-fusionen var et forsøg på at holde på Nykredit, og spørgsmålet er derfor om fusionen nu ryger på gulvet.
Y&R er en del af WPP Group, der er meget stor i Danmark og derfor peger flere kilder på muligheden for at gøre Y&R til et dørskilt på et af WPPs mange andre bureauer i Danmark.
Ifølge Y&R’s direktør Fritz Van Hauen kommer tabet af Nykredit dog ikke som nogen overraskelse.
– Og vi sidder da ikke med armene over hovedet. Nu handler det om at se frem ad, siger Fritz Van Hauen, der understreger, at tabet af Nykredit ikke får nogen betydning for den udvikling som Y&R er i gang med. Han ønsker dog ikke at kommentere på om den udvikling handler om en fusion med Emerge.