– Man spiser ikke lig, siger evighedsstudenten Mikael Mogensen ved udsigten til rejesauce ved studenterjubilæet i romanen “Det Forsømte Forår“ af Hans Scherfig. Det ville have glædet denne mand, som jeg har set i virkeligheden – han var korrektør i Politikens Hus og sad i kantinen – at opleve den nuværende situation i Europa, hvor hundredetusindvis af såkaldte husdyr fortæres af flammer. Tilsvarende må de fængselsdømte dyre-partisaner fryde sig. De er dømt for hærværk mod minkfarme og har commando-raids mod slagterbutikker på samvittigheden, nu er det myndighederne, der hærger og brænder og derved kompromitterer det kødspisende menneskes infame instinkter.
Køer spiser heller ikke lig, hvis de selv må vælge, men den innovative fødevareindustri fandt ud af, at man kunne spare nogle få øre pr. foderenhed ved at opgradere destruktionsanstalter til foderfabrikker. Nogle steder gik man endnu videre ved at iblande dyrelort. I fremskridtets ånd blev bondegårdene til industrianlæg, de mindre slagterier blev nedlagt til fordel for gigantiske kødfabrikker, hvor man kunne trylle knogler til fars. Levende og døde husdyr tvangstransporteredes frem og tilbage. Den landlige romantik fik kun at overleve i naive billedlotterier for børn.
Forbrugerne er gået i panik. De er bange for den mad, de putter i munden, og der er opstået en dyb tillidskrise mellem producent, forhandler og forbruger. Lige i øjeblikket er efterspørgslen på svinekød steget, men det kan hurtigt ændre sig, hvis svinepest breder sig. På Sjælland er andelshavere gået sammen om at købe en herregård, som fremstiller troværdige produkter. En succes er www.aarstiderne.dk, som tilbyder et abonnement på økologisk frugt og grøntsager og også er leveringsdygtig i fisk og kød. Varerne bringes til døren sammen med opskrifter, og konsumenterne anbefaler ordningen til venner og familie – bedre reklame findes jo ikke.
McDonalds er begyndt med svineburgere til okse-angste, og FDB skriver “campolybaktorfri“ på fjerkræet. Kalkun- og strudseavlere håber på bedre tider, når publikum skal finde alternativer.
Landbruget befinder sig i en defensiv position og begynder nu at tale om, at der skal herske en højere grad af selvdisciplin i egne rækker. Gyllebønderne skal være høflige og rette sig efter naboernes ønsker om stinkfri søndage. Det er en mentalitetsændring, da svinebaronerne hidtil har insisteret på deres frie ret til at forpeste det åbne land ved at anvende agerjorden til et gigantisk lokum.
Der går et grønt gys gennem den vestlige verden. Kødfornægterne vil vokse i antal, og deres retfærdighedssans bliver næppe mindre. De militante grupper vil dukke op igen, og i løbet af de kommende måneder vil en politiker – fra Kristeligt Folkeparti, måske – fremsætte forslag om en etisk pagt, der giver dyrene rettigheder. En forurettet kalv skal kunne stole på sin tilsynsværge, som har mulighed for at indbringe overtrædelse af dyrenes grundlov for en særlig animalsk domstol.
Ingen har regnet på miljøbelastningen ved de vældige, næsten rituelle afbrændinger af husdyr, men det står klart, at en levende ko udleder forfærdelige mængder kuldioxid og dermed er med til at ødelægge klodens klima. Ethvert oplyst menneske ved jo, at CO² er kilden til jordens snarlige undergang. Det har miljøminister Svend Auken og hans svende nemlig ophøjet til et ufravigeligt dogme, som forfægtes med en ildhu, der svarer til katolikkers ubetingede tro på jomfrufødslen. Kættere brændes på mediebålet. En tv-udsendelse, der fornylig anfægtede CO²-komplottet, blev straks lyst i band af forkvinden for miljøjournalisternes forening. Ingen må tvivle på den sandhed, der er stadfæstet af diverse videnskabsmænd og – ikke mindst – skatteopkrævere.
Ved at blive vegetarianer kan man altså både frelse sig selv, de umælende dyr og kloden. Endnu bedre vil det være at blive veganer og nøjes med grøntsager, der ikke er varmebehandlede. Husk, at uld, æg, ost, læder og lignende produkter afspejler dyrs lidelser. Tænk, hvordan et nyklippet får står og fryser.
Hele denne tillids- og imagekrise kan naturligvis ikke rettes op af Landbrugsrådet og omegn ved hjælp af reklame. Tværtimod vil ethvert forsøg på at forsvare og forklare svineriet og love bod og bedre bøffer blive opfattet negativt. Her er ikke plads til forskønnede marketing-malerier af Jens Hansen og hans bondegaard og lirum-larum-lej. Men det er også umuligt at omstrukturere hele landbrugssektoren til fordel for små produktionsenheder, hvor kvæget bliver kløet bag ørene til det sidste.
Forbrugerne må simpelthen indstille sig på, at billig mad i visse tilfælde bliver en dyr historie, der koster smerter og sygedage. Kun et fåtal i sultens slavehær vil betale ekstra for certificerede koteletter, men så bør de også acceptere, at kød rimer på død og rabat på fnat.