Koncernchefen for Politiken/Jyllands-Posten, Lars H. Munch efterlader ingen tvivl: troen på formiddagsavis-markedet er intakt. Det samme er troen på Ekstra Bladet.
– Jeg vil også godt understrege, at Ekstra Bladet fortsat er en god forretning, siger Lars H. Munch.
Men når alt det er sagt, så erkender han, at oplagstallene ikke er munter læsning. Februar-tallene blev offentliggjort i går, og de viste, at både Ekstra Bladet og BT var under 110.000 i den måned, hvilket er et historisk lavpunkt.
– Oplagsfaldet er vores største opgave lige nu. Men jeg må jo indrømme, at det ikke er lykkedes at finde svaret endnu, selvom vi har arbejdet på det længe, siger Lars H. Munch.
Han siger videre, at gratisaviserne er en del af årsagen – men kun en del.
– De har selvfølgelig sat ekstra skub på, men formiddagsavisernes oplag sivede også før gratisaviserne kom på markedet, siger Lars H. Munch.