1. halvleg er slut i den intensive kamp om de danske avislæsere. Alle tre nye gratis morgenaviser er på gaden og er blevet udstyret med et læsertal, og dermed kan stillingen mellem de to hovedkombattanter opgøres: JP/Politiken med koncernchef Lars H. Munch i spidsen og islandsk-ejede Nyhedsavisen med Svenn Dam i spidsen.
Det blev til en rimelig solid føring på 2–0 til JP/Politikens koncernchef.
Det første mål faldt ret tidligt, da Lars H. Munch udnyttede first mover effekten og sendte 24timer på gaden d. 17. august 6 uger før Nyhedsavisen.
Der var dog så meget kaos omkring distributionen, at det mere lignede et selvmål end en føring. Men skulle Nyhedsavisen have udlignet og m åske endda bragt sig foran, så skulle avisen være kommet på gaden langt mere overbevisende, end det lykkedes.
Og da læsertallene fra Gallup tikkede ind for lidt mere end 14 dage siden var Nyhedsavisens niveau så lavt, at det i stedet blev til et selvmål for det islandske projekt.
Dermed kunne 1. halvleg fløjtes af med en stilling på 2-0 til Lars H. Munch.
Halvlegen må karakteriseres som underholdende og begivenhedsrig. Mange har blandet sig i spillet. MetroXpress og Nordjyske har sendt en aftenudgave på gaden (og MetroXpress har stoppet sin igen).
Urban har øget oplaget.
Århus Stiftstidende har øget udgivelsen af Århus Onsdag, Berlingske Tidende er gået over til tabloid, og Politiken har gennemført en betydelig redaktionel omlægning med stort fokus på internettet.
Men i centrum står de nye gratis morgenaviser, hvor islandske Dagsbrun er udfordreren. Svenn Dam blev hyret til at organisere udgivelsen af Nyhedsavisen, og det har sat hele processen i gang. JP/Politiken reagerede med at lancere 24timer, og Berli ngske hoppede på vognen med Dato, 5 minutter i 12 – noget der kun kunne lade sig gøre med så kort varsel, fordi JP/Politiken accepterede, at Berlingske i første periode kunne uddele Dato ved hjælp af JP/Politikens distributionslister.
En sådan alliance mellem to ellers så indædte konkurrenter, giver kun mening, når man ser forløbet af 1. halvleg. Lars H. Munch fik nogle flere til at betale den enorme distributionsregning, markedet blev støvsuget for bude og stopfordret med gratisaviser allerede fra start. Begge dele ville gøre det vanskeligere for Nyhedsavisen, og det hele lugter fælt af en spoiler-strategi, hvor det handler mere om at ødelægge en fremtidig konkurrent end at lancere et nyt produkt.
Vovet strategi
De meget store distributionsproblemer for 24timer og Dato kan umuligt være kommet bag på de kyndige bladfolk i JP/Politiken, og gav da også meget bad-will til at begynde med.
Derfor må det også betragtes som en stor satsning. For den har forudsat, at Nyhedsavisen ikke ville kunne gøre det væs entligt bedre.
Det samme kan man sige om Svenn Dam, der energisk fastholdt, at first mover effekten ikke var central. Hvis den holdning skulle holde, så skulle Nyhedsavisen sidde lige i skabet fra starten.
Men det gjorde den så langt fra.
Som produkt er Nyhedsavisen godt tænkt. Den har formen til at være en morgenavis – både for de husstande, der har fravalgt de betalte morgenaviser og for husstande, der overvejer at droppe aviserne, fordi de er for dyre i forhold til, hvor meget tid der er til dem i familiernes liv.
Men irritationen over de mange nye gratisaviser, der fylder i postkasserne har vanskeliggjort det for Nyhedsavisen i det hele taget at blive taget i betragtning – tag bare de mange boligforeninger, der har sagt nej til at udlevere nøglerne, fordi man ikke vil have flere aviser.
Og så har distributionen vist sig meget vanskeligere, end man formentlig havde regnet med.
Halvlegsresultatet er, at Lars H. Munchs strategi har sejret. De islandske ejere skal nu for alvor vise deres tålmodighed og kapita l-beredskab. Hvis man tidligere har sagt, at det tager 3-5 år at opnå økonomi, så er det nok nu nærmere de 5 år end de 3 år, for Nyhedsavisen er virkelig på vej op ad bakke.
Danmarks mest læste
Nyhedsavisen vil være Danmarks mest læste avis, og det første læsertal gav avisen 161.000.
Vi lader tallet stå et øjeblik.
Danmarks mest læste!
Nyhedsavisen har meldt en læsergaranti på 2 pr. eksemplar og et oplag på 500.000 ud. Lige nu er avisen altså 839.000 aviser fra målet. Danmarks pt. mest læste avis er MetroXpress med 680.000 læsere.
De 161.000 er kun en slat mere end det tal, som Dato kom ud med, første gang avisen blev målt. Dengang gik der også et gys gennem markedet. Nu er det så tilmed faldet en anelse til 150.000 og det lover bestemt ikke godt for Dato.
24timer har lagt sig i klar førerposition med et tal på 391.000 – en lille fremgang i forhold til det første læsertal.
Uanset hvor meget Svenn Dams løjtnant, adm. dir. Morten Nissen-Nielsen, anstrenger sig for at udlægge tallet til noget positivt, så er det en katastrofal start. At prøve at sige noget andet er en virkeligheds-fornægtelse, der giver mindelser om en vis kommunikationsminister, der direkte på tv dementerede, at amerikanerne havde nået Bagdad, selvom det vrimlede med amerikanske tanks i baggrunden. Desuden afspejler læsertallet formentlig også, at oplaget er så langt nede, at hele distributionsforretningen, hvor man i det fælles selskab med Post Danmark skulle sælge distribution af tilbudsaviser, også er seriøst klemt.
Der er formentlig ikke plads til mere end en gratis morgenavis på grund af de meget store beløb, der skal hives ud af annoncemarkedet for at få sådan en forretning til at løbe rundt, og 24timer ligner lige nu vinderen.
Man skal dog nok være påpasselig med at dømme kampen afgjort.
Der er blevet lidt mere stille om aviskrigen på det seneste, og den pause kan Nyhedsavisen sikkert have godt af. Man kan få gjort noget ved distributionen, og samtidig kan man håbe, at folk vænner sig til de mange nye aviser og måske kan det give Ny hedsavisen en chance.
Det er en ordentlig mundfuld, men også i fodbold har man set 2–0 blive vendt.
Til gengæld skal Nyhedsavisen passe på med for grimme tacklinger. Centrale personer har været flinke til – både til citat og uformelt – at rakke ned på konkurrenterne.
Det kan give bagslag, når man foreløbig ikke har evnet at gøre det bedre selv.
Citater:
De islandske ejere skal nu for alvor vise deres tålmodighed og kapital-beredskab.