CANNES: Den danske trommeslager og medstifter af Metallica trak horder af folk efter sig i går. Der kunne ikke proppes flere mennesker ind i det intime Audi A, selv med et skohorn.
Der var andre til stede i det rum, men ingen matchede den 51-årige musiker med så mange fysiske followers, at festival-ledelsen valgte at opstille storskærme for at undgå tumult.
Han og nogle andre koryfæer skulle drøfte ”Music & Branding Moving at the speed of Culture”, men reelt handlede det om, hvem Lars Ulrich accepterer som relevante partnere for at beskytte sin musik og bandets integritet.
Naturligvis var anledningen til spørgsmålene Metallicas Antarktis-koncert i december 2013, sponseret af Coca-Cola for at promovere Coke Zero. En koncert Ulrich selv mente var ”den fedeste og mest fantastiske oplevelse.”
Men sandheden er også, at bag en tour af den kaliber ligger overvejelser om distribution af musik, slet og ret. Tiden er en anden, og partnerskaber mellem brands og bands er en realitet.
– Det skal være win-win-win, sagde Lars Ulrich med et bredt grin og – fornemmede man – et indstuderet marketing-sprog. Hans sidekick i Cannes, Marcie Allen fra MAC presents, der lever af at flette de rette brands og bands sammen, smilede venligere, end ræven efter en tur i hønsegården.
Solgte tandpasta i Japan
Ret skal være ret. JP Morgan sponserer Beyoncé og Jay Z, snuppet for næsen af Citi og American Express, der til gengæld investerede i Janelle Monae.
Så det er ikke nyt med sponsorater og/ eller reklamesamarbejder mellem kunstnere og brands.
– For 20-30 år siden sagde Hollywood-stjerner nej til at stille op i reklamer i USA, mens de uden problemer solgte tandpasta i Japan. Dengang var verden opdelt, og derfor ikke så gennemskuelig. I dag er den slags umuligt. Vi er mere åbne omkring, hvad vi gør, tilføjede Lars Ulrich.
Underforstået: Hans brand-band synspunkter er ikke udtryk for en sellout.
– Nej, kommercielle samarbejder handler ikke om at være eller ikke være en sellout. Det handler om ikke at sælge sin sjæl, og vi mærker efter, om det vi gør føles rigtigt. Og jeg kan forsikre jer om, at jeg sover så godt om aftenen, når jeg går i seng.
Efter en tænkepause kom tilføjelsen:
– Jeg er ikke et menneske, der tror på absolutter. Langt de fleste beslutninger træffes i en gråzone. Vi gør det, vi føler er rigtigt for os.
Nu var Antarktis-touren en del af Coke Zeros latinamerikanske fremstød, og i et tidligere interview har Ulrich sagt, at det ikke er sikkert, at Metallica ville gå i seng med Coke Zero i USA.
Og så var der en rigtig god feeling ved Antarktis-seancen: ”Der var en undertone af ”something green, something organic”.
Hvad tænker han så om reklameindustrien?
– Der er gode mennesker i reklameindustrien, og der er knap så gode mennesker. Det svarer stort set til musikbranchen, svarede han med en skulderrulning, som en bokser der undveg en uppercut.
Her greb Marcie Allen ind fra ringhjørnet:
– The Good, The Bad and The Ugly, sagde hun tørt for at understrege bredden i begge industrier.
Stor Apple-fan
Lars Ulrich veg under hele spørge-seancen ikke en tomme fra sin filosofi om, at han indgår de partnerskaber, de gavner Metallica, og henviste bl.a. til, at han var en Apple-fan af de helt store.
Derfor har Metallica også indgået en aftale med iTunes, så musikken spredes ad den vej.
– Vi kan ikke længere kontrollere alle de elementer, der findes rundt om musikken. Husk på, at vi vil ud med vores musik, det er det, vi lever for, og i en foranderlig verden, tager vi chancer.
Og da brands er interesseret i at knytte sig til Metallicas fans, er et brand-band-samarbejde oplagt – husk den berømte win-win-win sætning.
– Nu har vi eksisteret i 33-34 år, og vi har stadig troværdighed. Det vil vi fortsat have de næste …
Tankerækken fadede ud i salen, inden udgangsreplikken faldt:
– Vi siger ja til at overveje hvert 20 tilbud, vi får. Det er jo vores troværdighed, det gælder, sluttede Lars Ulrich, inden han forlod salen for at gå til endnu en session.
Og på mange måder er han lige så kreativ, som de reklamefolk, der havde inviteret ham. I rækken af The Good, The Bad and The Ugly er danskeren afgjort placeret blandt de første.
Er det ikke noget, reklameindustrien burde skrive sig bag øret?