Da Lasse Altmann for 10 måneder siden tiltrådte som administrerende direktør i kommunikationsbureauet IB&Co i Ikast var ambitionen stor.
Den tidligere formand for Dansk Annoncørforening og salgs- og marketingdirektør for Toyota Danmark skulle placere IB&Co på landkortet med et brag og løfte bureauet ”op i den danske bureau-liga,” som det blev formuleret den gang.
Nu hedder det lakonisk: ”Samarbejdet i det midtjyske kommunikationsbureau er ophørt på grund af uenighed om, hvordan den lagte strategi skal føres ud i livet.”
Kan vi komme det nærmere?
− Vi var sådan set enige om strategi og målsætning. Men desværre ikke enige om, hvordan det skulle gøres i praksis. Min bestyrelse består af hovedaktionæren og nogle af medejerne, og de ser anderledes på, hvad der skal til for at flytte IB&Co hen til det ambitiøse niveau, end jeg gør. Det gjorde mit arbejde meget svært, siger Lasse Altmann.
Hvad ligger der mere konkret i det?
− Jeg går ikke på kompromis med min integritet, og da vi tænker helt forskelligt, og begge parter står stejlt på egen position, er der ikke andet for bestyrelsen at gøre, end at fyre mig. Og det har jeg fuld forståelse for. Jeg vil ikke gå yderligere i detaljer, men du må gerne skrive, at min strategi indebar nogle barske tiltag og prioriteringer, og da bestyrelsen ikke ville det, var der ikke anden udvej for bestyrelsen, end at fyre mig. Længere er den historie ikke.
Hvad vil du nu?
− Det har jeg har ingen idé om. Jeg har aldrig prøvet at blive fyret før, så det tillader jeg mig at fordøje. Det har været en lang kamp, så jeg har virkelig brug for at tænke mig om. Det, der er klart for mig nu, er, jeg vil hjem til Sjælland, og det kan næsten kun gå for langsomt. Jeg faldt aldrig til i Midtjylland, og jeg har aldrig tænkt mig at tage tilbage, slutter Lasse Altmann.
IB&Co har i de 10 måneder, Lasse Altmann fik som chef, været inde i en ”god udvikling til trods for konjunkturudviklingen,” som det formuleres.
Og ledelsen er nu midlertidigt lagt i hænderne på de to partnere i bureauet, direktør Christian Søsted Poulsen og bestyrelsesformand Bo Jensen, der begge i forvejen er aktive i bureauets drift.
IB&Co er med 25 medarbejdere et af Jyllands førende full-service kommunikationsbureauer med kunder fordelt geografisk over det meste af Danmark og på tværs af en række brancher med mode- og livsstilskunder som primærgruppen.
Da Lasse Altmann tiltrådte i maj sidste år var der 32 medarbejdere i bureauet.