Forbrugerne forlanger en fortælling. Fremtidsforskere fastslår, at kun de produkter, der kan fortælle en god historie, har en fremtid. er i færd med at omdanne sig selv til en form for religion light. Det er ikke længere nok at fortælle kunderne (kvinderne), at de bidrager til at frelse forsøgsdyr og redde regnskove, oplyser Nu skal de også føle, at de selv får noget ud af det udover rent hår og blød hud. Body and soul. Er vi på vej mod soul shops?
Kirken, den er et gammelt hus og har været det i rundt regnet 1000 år. En stor del af tiden havde den monopol på at fortælle historier og tilbyde sjælens frelse. Kirkeklokkerne var en monoton, men effektiv form for æterreklame, og når folk var gennet hen i kirken, blev de belønnet med flotte farvebilleder i form af kalkmalerier, nogle af dem ganske vittige og frivole, et trøstens ord og en fortælling om Adam, Eva, Isak, Jakob, Rakel, Moses og hvad de nu alle sammen hedder.
Allerede den navnkundige reklamemand Frantz Harlang (hvis nogen overhovedet husker et bureau ved navn Harlang & Toksvig) forsøgte, men alle forsøg på at anvende moderne reklame til at stimulere besøget i sjælebutikkerne virker falske – og virker derfor ikke. Kristendommen har et næsten uovervindeligt problem med sit indhold og overlever kun i kraft af form. Dåb, konfirmation, bryllup og begravelse er skelsættende begivenheder i et menneskeliv, og så føles det godt med orgelbrus og salmesving.
En ny åndelig bevægelse synes under opsejling. Efter indisk mønster skal vi lære at gruppegrine, og den kyndige reklamemand Jan Thygesen Poulsen har iscenesat en lattervækkelse. Vi trænger afgjort til at grine mere (“…hvis De vil grine mere“), og når man diskuterer den voldsomme overkapacitet på kirkefronten og overvejer at lukke gudshuse, kunne nogle af dem måske konvertere fra alvorsrum til latterkatedraler. Gå ind i et latterhus, grin koncentreret i 10-15 minutter, og resten af dagen går som en leg. Gør Casper Christensen til latterbiskop, han vil kunne fylde hele Grundtvigskirken.
Latterpatruljer kan tage rundt på virksomhederne og starte gigantiske grineflip. En afdeling for skadesanmeldelser i et forsikringsselskab vil blomstre efter et besøg af et hold grineterapeuter. Kolleger, man knap nok har set smile, vil blusse af glæde, og det bliver helt normalt at tage en grovgriner midt i forretningstiden. Den organiserer den latteransvarlige. Bare kunderne ikke opdager, at der bag den alvorlige facade lurer en rungende latter.
Jamen, er der noget at grine af? Jordens undergang nærmer sig, det er kun et spørgsmål om tid, og i mellemfasen er menneskeheden og den uregerlige natur i fuld gang med at anrette ravage. En atomkrig mellem Indien og Pakistan vil ikke kunne fremkalde de helt store latterkaskader. Tyfoner, sørøveri og salmonella skal drejes på en meget speciel måde for at fremkalde sund latter. Kunsten at gøre det komiske kosmisk kræver talent; derfor er sande komikere efterspurgte indenfor underholdningsindustrien, som i årevis har taget penge for at servere et godt grin. Ligesom man kan købe tre timers pejseild på video vil latterbånd, hvor ganske almindelige mennesker bare får hinanden til at le, le og atter le, kunne sprede fryd i de titusinde hjem.
Lad den kosmiske latter rulle ind over vesterlandene. Man kan ikke afvise, at det får en positiv indflydelse på folkesundheden, måske endda på selve folkestyret. Vi vil frygtelig gerne se alvorsgeneral og krigsminister Hækkerup knække sammen, så tårerne triller – Boris Jeltsin og Bill Clinton viste vejen på et topmøde, hvor de var så gode venner, at de simpelthen måtte udtrykke det i fede fnis, selv om de tilsyneladende ikke grinede af det samme. Det var selve situationen. Og seerne nød det worldwide.
Hvis fortællingen om det 21. århundrede handler om latter, kunne vi måske skrue ned for alvoren. Spar på alvorsenergien. En sådan optimisme forekommer dog umiddelbart latterlig.