“Det skal være svært, det skal være ærefuldt og der må ikke gå inflation i diplomerne“.
Med denne beskyttende Guldkorns-erklæring ønskede næstformanden i Creative Circle, Jens Evald, dommerne held og lykke før de gik i enerum for at finde de få udvalgte, som i næste måned kan se frem til diplomer, pins og måske hyldest på TV2.
Dommerne lyttede efter, for den netop udsendte shortliste lever op til sit navn ved at være rigtig short. Og lige som sidste år og forrige år, er der heller ikke i år fundet Guld i alle kategorier.
Det er selvindlysende og dermed en trivialitet at konstatere, at det er vigtigt for både egenopfattelsen og bureaukulturen at blive anerkendt for sit arbejde. At vinde priser er ikke enhver forundt og kan i sagens natur heller ikke være det.
Men grundlæggende er der noget galt, når ligesindede skal bedømme hinanden. For i praksis betyder det jo, at man kun kan tale med sig selv. Og det må i sin yderste konsekvens betyde, at enhver udvikling går i stå, fordi målgruppen er ens eget spejlbillede.
Én ting er, at det er en avanceret, mental proces at se sig selv udefra. Virksomhederne kan ikke, derfor har de et reklamebureau. Noget andet er, at det er enfoldigt at tro at kreative, som til daglig konkurrerer indbyrdes, kan afsige kendelser over hinanden uden bevidst eller ubevidst at medtage egne fordomme, jalousi og naturlig, menneskelig misundelse med i kendelsen.
Pointen er selvfølgelig, at det ikke er muligt. Men pointen er også, at uddelingen af Årets Guldkorn er et ufatteligt, selvhøjtideligt eksempel på, hvordan kommunikation ikke fungerer. Voteringen ender i en intellektuel øvelse i det, dommerne opfatter som kommunikation.
“De kampagner vi griner mest af, vinder“, sagde et tidligere medlem af bestyrelsen i Creative Circle for et par år siden til et københavns dagblad. Måske en hurtig fortalelse, måske ikke. Men når en dommer i årets kategori for TV2 film definerer en god film som den, han skriger af grin over, så har fortalelsen været mere hurtig end velovervejet. Dommeren for TV2 film måtte i år nøjes med at trække lidt på smilebåndene. Og det er en gestus, som desværre kun rækker til middel-niveau på latterskalaen.
Det handler om kompetence. Men det handler også om at erkende, hvor man skal placere den.
Hvad enten man kan li’ det eller ej _ og gud hvor er det ufestligt og susende banalt _ så har forbrugerne den nødvendige kompetence som dommere. De dømmer os hver dag. Heldigvis og tak for det. Det er netop gennem konfrontationen med dem, at udviklingen og forandringen sker.
Resten overlader vi til tøsedrengene.