Laurids Hedaa vil være læserne bekendt fra en række artikler om relationsmarkedsføring og netværk, og som den første leder af MBA-programmet på Handelshøjskolen.
Nu forestår en ny, stor opgave for Laurids Hedaa, at lede det nyoprettede Center for Applied Management Studies (CAMS) på Handelshøjskolen i København.
Det nye center er kommet i stand efter en bevilling fra Thomas B. Thriges Fond på 5 mill. kr. Beløbet skal, med en tilsvarende satsning fra Handelshøjskolen, bidrage til at styrke Handelshøjskolens indsats for at slå bro mellem teori og praksis på områder, der har strategisk betydning for ledere i danske virksomheder og organisationer.
CAMS oprettes som et erhvervsforskningscenter ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, Handelshøjskolen. Der er i den forbindelse etableret et særligt Advisory Board for centeret, som skal fungere som rådgivere for centerets ledelse. Til formand for Advisory Board er udpeget direktør Erik B. Rasmussen.
Ved en reception den 14. oktober overrakte formanden for Thomas B. Thriges Fond, Poul J. Svanholm, donationen og umiddelbart forud for receptionen afholdt Laurids Hedaa tiltrædelsesforelæsning over emnet: Ejerledere i danske anparts- og aktieselskaber 1999.