De trykte kataloger er lagt på hylden og auktionskataloger fra Lauritz.com bliver nu udelukkende distribueret online – årsagen er blandt andet stadig stigende omkostninger til tryk og netop distribution.
Og det har givet luft for auktionshuset, der sparer 400.000 kroner.
– Selvom vores forretning ligger online, har vi tidligere udgivet og distribueret fysiske kataloger ved specielle auktioner for at opnå ekstra opmærksomhed. Det har været omkostningstungt, så efter at have kørt med online kataloger i en test-periode, valgte vi helt at droppe de fysiske kataloger, siger Rasmus Nørregaard, der varetager distributionen af online kataloger hos Lauritz.com.
Han fortæller, at auktionshuset tidligere har sendt 15.000 kataloger ud til hele Europa.
Øget kundekontakt
De førende papirproducenter M-real, Stora Enso og Norske Skog har varslet prisstigninger på mellem otte og 20 procent. Oven i det er prisen på råvarer til blæk stigende på grund af knaphed på markedet, så der er ikke udsigt til, at det bliver billigere den kommende tid.
Ud over at spare penge på distribution har overgangen til online-kataloger givet endnu en bonus ifølge Rasmus Nørregaard.
– Når brugerne bladrer i katalogerne, er der på hvert produkt et link, der dirigerer videre til en side, hvor man kan byde på varen. Vi kan se i katalogernes indbyggede statistik, at op til 49 procent af brugerne ender med at klikke sig ind på vores auktionssider. Dermed bliver online-kataloget en kilde til ekstra trafik og højere omsætning, siger han.
Lauritz.com anvender Zmags til at opsætte og distribuere online kataloger, og ifølge Marketing Manager Joakim Ditlev kan virksomheden tydeligt mærke det stigende pres på marketingsbudgetter blandt danske udbydere af kataloger.
– Vi ser ofte, at det store produktkatalog er marketingsafdelingens kronjuvel, men kataloget kræver mange ressourcer. Der er mange penge at hente, hvis man blot lægger 10 procent af distributionen online. Vores løsninger er søgemaskine-optimeret og kan desuden distribueres videre, og vi ser i gennemsnit, at vores kunder får 30 procent flere læsere, end de havde kalkuleret med, siger han.