Midt i valgkampen har Venstres top opgivet sin totalt afvisende holdning til lavere moms på frugt og grønt. Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen kommunikerer nu, at han er parat til at lade spørgsmålet indgå i arbejdet i den forebyggelseskommission, der bliver nedsat straks efter valget.
De Konservative vil nedsætte momsen på frugt og grønt, hvis kommissionen når frem til, at det gavner folkesundheden og kan være med til at bekæmpe fedme ikke mindst blandt børn og unge, siger den konservative forbrugerminister, Carina Christensen.
Ifølge en undersøgelse, som Forbrugerrådet offentliggør mandag, er opbakningen til at fjerne momsen på frugt og grønt meget stor i den danske befolkning. Næsten 90 procent af de adspurgte i et repræsentativt sammensat forbrugerpanel støtter forslaget eller erklærer sig delvis enige i det.
/ritzau/