Danske virksomheder får ikke skattelettelser på denne side af et valg. Det står klart, fordi Dansk Folkeparti nu definitivt slukker de Konservatives og Liberal Alliances drøm om, at regeringens kommende vækstplan skal indeholde lettelser i selskabsskatten, der i øjeblikket er på 25 pct., skriver Berlingske.
– Vi lægger ikke stemmer til en sænkning af selskabsskatten inden et valg. Jeg kan slet ikke se, hvad der skulle bringe os i en situation, hvor vi ville gøre det. Det er ikke det rigtige tidspunkt at tale om selskabsskattelettelser, siger gruppeformand Kristian Thulesen Dahl (DF).
Dermed sættes der et foreløbigt punktum for debatten om selskabsskatten, der især i efteråret var på toppen af den politiske dagsorden.