Fjordbank Mors’ sammenbrud kan blive begyndelsen til en ny lavine af danske bankkrak.
Det vurderer flere eksperter overfor dagbladet Børsen har talt med. De spår, at en række banker og dermed den danske finanssektor er på vej ind i en ny alvorlig krise.
En af eksperterne er lektor på Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet, Johannes Raaballe.
– Når vi kigger i årsregnskaberne for 2008, 2009 og 2010 og kvartalsregnskaberne for 2011, så kan vi se, at der er nogle banker, der har det rigtigt svært. Der kan godt ryge en håndfuld banker mere, siger han.
Johannes Raaballe vurderer, at fire-fem banker befinder sig i det røde felt, mens et tilsvarende antal ligger i niveauet lige over, som han kalder det orange felt.
Lektoren fra Aarhus mener, at en af forklaringerne på den aktuelle krise er, at de danske politikere med bankpakkerne har gjort finanssektoren en bjørnetjeneste, fordi kriseramte banker er blevet holdt kunstigt i live.
– Så vi har ikke fået ryddet op i finanssektoren med bankpakkerne. Derfor får vi nu bare krisen med forsinkelse, forklarer Johannes Raaballe i Børsen.