Kommunikationshuset Lead Agency styrker sin rådgivning af politiske organisationer, kommuner og stat med tilknytningen af rådgivningsenheden Thorups Kontor.
Bag Thorups Kontor står Søren Thorup, tidligere bl.a. kommunaldirektør i Hillerød og Rødovre samt departementsråd i Statsministeriet.
Søren Thorup har speciale i personlig lederrådgivning, og sammen med Lead Agencys spidskompetence inden for strategisk kommunikation bliver der tale om en unikt stærk konstellation.
– Jeg glæder mig kolossalt til samarbejdet. Søren er en unik kompetence inden for offentlig ledelse, og vi får her mulighed for at tilbyde en personlig rådgivning, der tager direkte udgangspunkt i topledernes faglige udfordringer. Søren har været med alle steder, fra borgmesterkontorerne til Slotsholmen. Det kan mærkes, siger Kresten Schultz Jørgensen.
Søren Thorup er ikke overraskende også positiv:
– Vilkårene for offentlig ledelse ændrer sig dramatisk i disse år. Der er brug for nytænkning hos lederne, når krav og forventninger skal matches. En kombination af stor ledelsesmæssig indsigt og stærke kommunikationsfærdigheder bliver et must for alle ledere, hvorfor det er en stor gevinst for Thorups kontor og for mine kunder, at jeg nu flytter sammen med Lead Agency.
Lead Agency har med Kresten Schultz Jørgensen i spidsen gennem de seneste år opbygget en førerposition inden for offentlig kommunikation med 10-15 kommuner, flere ministerier, styrelser og statslige organisationer på kundelisten.
Med Thorups Kontor, som bliver en selvstændig enhed i kommunikationshuset Lead Agency, omfatter paletten nu også personlig rådgivning af offentlige topledere.