Højtuddannede udlændinge skal langt hurtigere end i dag kunne få opholdstilladelse i Danmark. Tre ud af fire ledere herhjemme har det højt på ønskesedlen, at regeringen gennemfører sin plan om at lave en green card-ordning.

Det fremgår af en spørgeundersøgelse fra Ledernes Hovedorganisation baseret på svar fra 2147 ledere. 70 procent siger, at regeringen skal sætte turbo på planerne om at lave et point-system baseret på objektive kriterier – blandt andet uddannelse, sprogfærdigheder og arbejdserfaring.

Undersøgelsen kommer forud for, at regeringen præsenterer sit velfærdsudspil.

– En green card-ordning løser ikke i sig selv Danmarks problemer med at have tilstrækkelig megen højt kvalificeret arbejdskraft til rådighed. Men den vil være et kraftigt signal om, at vi omstiller os til en global verden, siger Svend Askær, formand for Ledernes Hovedorganisation.

Han mener, at det er kæmpe problem for Danmark, at vi har en nettoudvandring af højt kvalificeret arbejdskraft. Derfor skal udlændingeloven lempes, så udlændinge med høje kvalifikationer ikke støder ind i for meget bureaukrati.

– Danske virksomheder har brug for at kunne rekruttere kloge og kreative medarbejdere fra hele verden. Rekrutteringsbasen herhjemme er simpelt hen ikke stor nok, hvis vi skal slå konkurrenterne ude omkring. Jo flere dygtige mennesker, arbejdsstyrken herhjemme rummer, jo flere videnstunge job vil der blive skabt. Dem skal vi leve af i fremtiden, siger Svend Askær.