Mens den overordnede lønudvikling snegler sig afsted, er det omvendt sjovere at være leder. Fra september sidste år til september i år har privatansatte ledere nemlig oplevet en lønstigning på 3,6 pct. – et tal, der ligger markant højere end gennemsnittet i resten af befolkningen.
Det viser nye tal fra Lederne, der er hovedorganisation for godt og vel 19.000 privatansatte ledere. Stigningen på 3,6 pct. afløser svagere stigninger i 2009 og 2010, der lå på henholdsvis 1,9 og 2,4 pct.
I år er forbrugerpriserne steget med 2,5 pct. og med en stigning i lønnen på 3,6 pct. betyder det, at reallønnen er steget med 1,1 pct. Tidligere på ugen viste nye tal fra Danmarks Statistik og Dansk Arbejdsgiverforening, at reallønnen omvendt peger i en negativ retning for mange andre danskeres vedkommende.