Den legendariske Washington Post-redaktør Ben Bradlee er død 93 år gammel, oplyser avisen tirsdag.
Ben Bradlee, der var chefredaktør på avisen fra 1968 frem til 1991, døde i sit hjem i Washington af naturlige årsager.
Det var Ben Bradlee, som stod i spidsen for Washington Post, da avisen afslørede Watergate-skandalen, der førte til præsident Richard Nixons afgang i 1974.
Ben Bradlees rolle i sagen blev udødeliggjort i filmen “Alle præsidentens mænd” af skuespilleren Jason Robards, der modtog en Oscar-statuette for præstationen. Her spillede han over for Dustin Hoffman og Robert Redford, der spillede henholdsvis de to journalister bag afsløringerne, Bernstein og Woodward.
Under Ben Bradlee vandt Washington Post 17 Pulitzer-priser, der er den største journalistiske anerkendelse i USA.
/ritzau/Reuters