Danmarks verdensberømte Lego-klodser fortsætter sin sejrsgang over hele kloden – nu under tropiske himmelstrøg med palmer og bagende sol. Etableringen af et Legoland, der ligger i det sydlige Malaysia, skrider nemlig frem helt efter planen.
Temaparken, som lokker turister og andet godtfolk til med 40 forskellige forlystelser, slår dørene op næste år. Når temaparken, der hylder de små, farverige byggeklodser står færdig, bliver det den sjette af sin slags i verden. Der ligger allerede Legolande i Storbritannien, Californien, Florida og Tyskland. Og selvfølgelig i Billund, hvor det hele startede.
Legolandet bliver en hovedattraktion i den nye by og økonomiske zone, der går under navnet ‘Iskandar Malaysia’. Den ligger lige i nærheden af Singapore, som allerede kan prale med en enorm temapark: ‘Universal Studios’.
Der ligger også et Disneyland i Hong Kong.