Canada har solgt sin danske ambassadørbolig. Køberen er den 33-årige Lego-arving, Anders Kirk Johansen.
Han har indgået aftale om at overtage Albert Oppenheims pragtpalæ med 35 værelser ud til Dag Hammarskjölds Allé på Østerbro i København. Selv om palæet fra 1918 indeholder 733 kvadratmeter bolig, 395 kvadratmeter kælder og 150 kvadratmeter loft har Lego-arvingen ikke tænkt sig permanent at rykke til København.
– Jeg er fra Jylland, og der er bopælspligt på Rohden Gods, hvor jeg bor. Hvad ejendommen skal bruges til er endnu ikke afgjort. Der er mange muligheder, siger Anders Kirk Johansen til Jyllands-Posten.
Den unge rigmand er ikke færdig med at købe op.
– Jeg har en passion for smukke gamle bygninger, der ligger godt. Så jeg vil bestemt ikke udelukke, at jeg kunne finde på at købe mere i København, siger Anders Kirk Johansen.